Begyndelsen på enden

http://www.radionyt.com/artikel/default.asp?id=13915 Begyndelsen på enden’ – nye afsnit i ny serie Onsdag 16. maj 2007 Af Thorkild Ellerbæk

UGENS KLUMME: Det er turbulente tider for radiomediet lige nu. DR slagter grundpillerne i dansk radiotradition og de nyeste på banen kludrer rundt og graver deres egen grav dybere og dybere for hver dag. Her er nye underafsnit i serien ”Begyndelsen på enden” . Den første er ”Drabet på Montagen” og den anden er ”Radiostationen – en soap”. Det er de to mest spændende emner i radioens verden lige nu. Afsnit 1: ”Drabet på Montagen”Det er ikke en rar historie. Efter min mening er det begyndelsen på enden. Jeg vil påstå, at det er det farligste angreb på radiomediet som vi kender i nyere tid. Jeg anerkender til fulde, at radiomediet i stor udstrækning er båret af underholdning, musik, gode værter og nyheder. Disse elementer er bærende for eksistensen af radioen i dag. Vi vil gerne underholdes og vi vil gerne bruge radioen som lydtapet og acceptere, at radioen ofte er det vi kalder det sekundære medie, hvor vi kan lave en hel masse andet, mens radioen er tændt.Men DR har i generationer stået for en del af mediet, som har givet os mange oplevelser og megen indsigt i livet i Danmark gennem dokumentarudsendelser, montager, features og eksperimenterende udsendelser. Vi har haft valget til at søge ind på en kanal, hvor der var tid til forbybelse og indsigt produceret af mennesker, som har brugt tid, engagement og energi til at åbne vores øjne for mennesker, skæbner og begivenheder, som vi ellers ikke har fået kendskab til. Med andre ord opfyldt en væsentlig public service forpligtelse, hvor mennesker fra forskellige lag i samfundet har fået tid til at formulere sig. Og der har været rigtig mange eksempler på, at det er mennesker, som ellers ikke kommer til orde: Pigen som plukker sine øjenbryn, pigen som skærer i sig selv, jagtkammerater på tur i Skotland, prostituerede, psykisk syge af alle afskygninger, unges problemer på Færøerne, rige folks børn, kvinde- og mandsskæbner i samfundets overdrev. Mange af dem kommer ikke i tv fordi de ikke passer ind i en moderne dokumentarproduktions krav om casting.Det har været eksempler på gennemarbejdede fortællinger med indhold og liv. Det har været besøg i egne af landet, hvor vi ellers aldrig kommer. I de gode eksempler kan vi huske den dag vi blev siddende i bilen på parkeringspladsen fordi vi lige skulle høre de sidste fem minutter af udsendelsen, inden vi kunne komme videre. Vi kunne ikke slippe dem. Og det har ikke været udsendelser for eliten. De er lavet til en bred målgruppe. Nuvel har lytterskaren ikke været så stor. Måske bare sølle 100.000. Og det er ikke nok i en amerikaniseret ledelsesstil, hvor Silicon Valley åbenbart er mere interessant end Valby Bakke. Hvis vi bygger en kultur – og DR er med egne ord kulturbærende (ikke at jeg tror dem der siger det, ved hvad kultur er) – så skal der altså være plads og råd til den slags radio. Det er det samme som at sige, at vi her i landet ikke mere skal udgive digtsamlinger eller romaner. De bliver jo heller ikke solgt så meget. Og det er en fattig kultur (i et meget rigt land), som bruger den argumentation. Og så lige en opfordring: Til jer, der sidder i DR-ledelsen og har anbefalet, at det netop skulle være montagen, dokumentaren m.m. som skulle ofres. Vi ved jo godt, at det ikke er Plummer (han har næppe hørt en montage i sit liv), men hvem er I og kom så frem med jeres argumenter. Vi er en hel del både her i Danmark og udlandet som gerne vil høre jeres gode grunde…. Afsnit 2: ”Radiostationen – en soap” Det er heller ikke nogen rar historie. Den skulle egentlig være underholdende – altså TV 2 Radio. Men nu er det blevet sådan, at underholdningen og indholdet er flyttet fra æteren og ind i radiostationens egen verden. Det er desværre den der med ”Det skulle være så godt, men så er det faktisk skidt”. Min vurdering er, at vi står med et storstilet projekt, som ikke er professionelt styret. Det er muligt der har været professionelle folk involveret, men de har bygget deres forventninger på hjertet og ikke hjernen. Og det går ikke i 2007. Det er historien om at tidens trend med troen på det at være kendt, som et brand, ikke altid holder. Fra top til bund i TV 2 Radio synes det at have været en kvalifikation i sig selv at være kendt. Mens den virkelige verden kræver mere end navne og ugebladsværdi. Lytterne gider ikke høre på kendte fordi de er kendte. Det er forskellen på radioen og tv-mediet. Du kan være meget sjov i en tv-quiz, men du er voldsomt eksponeret, hvis du skal holde lytterne i ånde kun med ord og indhold. Radioens er et nådesløst medie: har du ikke substans og kvalitet er der ikke billeder og glimmer til at dække over manglerne. Og det gælder sådan set uanset om du er en person med en mikrofon eller om du er en hel radiostation. PS: Lytterne flygter fra TV 2 Radio, men aldrig før i radiohistorien har så mange mennesker støttet op omkring en truet del af mediet, som vi ser lige nu omkring Drabet på Montagen. Det er lige så opløftende, som når folk i lokalområderne bakker op omkring deres lukningstruede lokalradioer.

Foreningen for undersøgende journalistik – PROTEST!

Foreningen for Undersøgende Journalistik protesterer mod lukningen af radiomontagen og radiodokumentaren – brev sendt i dag til Kenneth P & omegn:
Åbent brev til DRs ledelse “Skyd efter benene”.Sætningen, som blev fanget af lange ører i DR’s Dokumentarzonen på P1, blev skelsættende i forløbet omkring Nørrebro-urolighederne i midten af 1990erne og medførte blandt andet en Cavlingpris i 1995. En blandt mange danske og internationale priser, som journalister i radioens montagegruppe har modtaget gennem årene for et helt enestående og unikt stykke arbejde indenfor radiomontage og radiodokumentar.Mens musik, talkshows og underholdning også kan varetages af andre radiostationer, så er DR’s P1 det eneste sted, hvor borgerne kan høre disse historier. Radiomontagerne og dokumentarudsendelserne rammer kernen i public service-forpligtelsen og lukning af dem vil medføre et uvurderligt tab for disse genrer – og lyttere.Foreningen af Undersøgende Journalistik må derfor på det kraftigste protestere mod lukningen af radiomontagen og radiodokumentaren på P1 og opfordrer ledelsen i DR til at droppe planen om at sande dette usædvanlige åndehul for fremragende radiojournalistik til.

Foreningen for Undersøgende Journalistik
På vegne af foreningen /Med venlig hilsen
Nina Vinther Andersen

Forskernes Protest

Til Kenneth Plummer, Leif Lønsmann og DRs øvrige ledelse

DR Byen

Emil Holms Kanal 20

0999 København C.

 

 

 

Som forskere skal vi hermed protestere mod beslutningen om at nedlægge Ultralyd og Dokumentarzonen – en beslutning, vi håber endnu kan omgøres.

 

Radiomontagen står helt centralt I DRs efterkrigshistorie og er den genre, DR overhovedet er mest kendt for internationalt, og som gentagne gange har udløst prestigiøse internationale priser. Både som udforskning af de medieteknologiske muligheder og som kulturhistorisk kildemateriale er montagegenren – og dermed programenheder som Ultralyd og Dokumentarzonen – uundværlig. Det er her, nye henvendelsesformer til lytterne ofte er blevet udviklet af pionerer, og derefter udbredt til øvrige programflader. Og det er også her, en række helt afgørende sproghistoriske, kultur- og kunsthistoriske Danmarksbilleder er bevaret.

 

Som den måske mest centrale, historisk dokumenterende og kunstnerisk slagkraftige udnyttelse af radiomediet er radiomontagen netop blevet genstand for en doktordisputats ved Roskilde Universitet. Ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet ser radioforskningsgruppen med stor beklagelse på nedlæggelsen af både Ultralyd og Dokumentarzonen, der som en af de mest langtidsholdbare udsendelsestyper har en central placering i den Danmarks Radios Kulturhistorie, forskergruppen netop arbejder på at skrive. Radioforskningsgruppen er ligeledes meget kede af, at netop de programenheder, som man fra universitetsside samarbejder med omkring både forskning, undervisning, studenterpraktik mm., nedlægges. Både som kulturforskere og som institutionelle samarbejdspartnere må vi opfatte det som en ganske alvorlig kvalitetsforringelse af DRs public service-udbud.

 

I DRs public service-kontrakt står der blandt andet: “DR skal berige dansk kulturliv med originalt indhold” og “DR skal styrke danskernes viden om og forståelse for den verden, der omgiver Danmark, internationale forhold samt andre kulturer og synspunkter, hverunder foretage en alsidig formidling af europæisk kultur og historie” – Det er områder, som både Dokumentarzonen og Ultralyd, hver på deres made, varetager. .  

Det må ligeledes forekomme paradoksalt, at DR, samtidig med at digitaliseringen af radioarkivets kulturarv netop er påbegyndt, vælger at nedlægge et flagskib som radiodokumentaren. For kulturarv handler ikke kun om at værne om fortiden, men i lige så høj grad om at skabe rammerne for en kommende kulturarv.

 

 

 

 

 

 

Tania Ørum, lektor, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

 

Erik Granly, post.doc., Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet 

Nicolai Pharao, ph.d.-stipendiat, Institut for Nordiske Studier ogSprogvidenskab, Københavns Universitet 

Frans Gregersen, Professor, Institut for Nordiske Studier ogSprogvidenskab, Københavns Universitet 

Mie Mørck Nielsen, Cand. mag med speciale om DR fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

 

Sanne Krogh Groth, ph.d.stipendiat, Musikvidenskab, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

 

Bente Larsen, radioforsker og radioarkivleder ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

 

Stig Jarl, lektor,Teatervidenskab, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab,

Københavns Universitet

 

Ib Poulsen, Institutleder, professor, dr. phil., Institut for Kultur og Identitet,Roskilde Universitetscenter 

Jacob Kreutzfeldt, Ph.d.stipendiat, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet 

Per Jauert, Lektor, Institut for Informations- og medievidenskab,Aarhus Universitet 

Karl Christian Lammers, Lektor. Historie, SAXO-Instituttet, Københavns Universitet 

Marianne Ping Huang, Institutleder, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet 

 

 

 

 

 

 

 

Kopi til Kulturminister Brian Mikkelsen

Kopi til pressen

For Døve Øren!

Jyllands Posten: Offentliggjort 11. maj 2007 17:52 Tip en ven Print-version

DR lukker de blindes biograf
Af JAKOB VØLVER

God radio skaber billeder på nethinden. Med nedlæggelsen af Dokumentarzonen på P1, ødelægger Danmarks Radios spareplan 25.000 blinde danskeres mulighed for at gå i biografen. Men de blinde råber for døve øren – DR holder fast i lukningen.

Blinde bruger radioens fortællinger til at gøre det, vi andre tager for givet. De skaber billeder på nethinden, og en af de populære biografoplevelser er Dokumentarzonen på P1. Men programmet lukkes som led i DRs omfattende spareplan, og Dansk Blindesamfund er bekymrede for udviklingen.
»Radiomontagen er en udsendelsesform som er perfekt tilrettelagt for blinde. Der er autentisk lyd og støj, så man danner sine egne billeder, man møder almindelige mennesker med gode historier og udenlandske stemmer bliver oversat – ikke bare tekstet som tv,« siger Arne Pedersen, der er hovedkasser i Dansk Blindesamfund.

Han gør opmærksom på, at radioprogrammerne for mange blinde og svagtseende er en måde at holde sig orienteret om den hverdag de ikke længere kan deltage så aktivt i.

»Når ældre mennesker sidder isoleret i deres hjem, fordi de har mistet synet, så bliver radioen et vindue ud til verden,« siger Arne Pedersen.
Før jul blev en anden blinde-favorit nedlagt. Det var bogoplæsningen på DAB-kanalen DR-Litteratur.
»Hvad bliver det næste, de tager fra os? P2 om morgen eller Orientering om
aftenen?« spørger Arne Pedersen opgivende og ærgerlig.

DR forpligtet

Ifølge public service-aftalen er DR forpligtet til at øge tilgængeligheden af DRs produkter over for handikappede, herunder blinde. Derfor undrer det Dansk Blindesamfund, at netop radiodokumentaren skal slagtes. Men DRs mediedirektør, Jan Grarup mener, at der efter sparerunden stadig vil være rig mulighed for at bevare forbindelse til omverdenen, selvom man er blind og føler sig isoleret.
»Der er et hav af kanaler til rådighed og et mangfoldigt udbud. Alene på P1 er der masser af kulturprogrammer, magasiner og debat,« siger Lars Grarup, der beklager, at nedskæringerne har ramt radiodokumentaren.
»Det er hjerteblod for os alle sammen, ikke kun for de blinde. Men programmerne har ikke mange lyttere og er relativt dyre at producere, og vi har været nødt til at finde de 200 mio. kroner et eller andet sted,« siger han.

Dansk Blindesamfund er langt fra de eneste, der har stillet sig uforstående overfor lukningen af Dokumentarzonen og Ultralyd på P1.

Døve øren

Medarbejderne på DR har protesteret og en lang række kendte fortællere fra film-, tv- og litteraturscenen har forsøgt at overtale DRs generaldirektør Kenneth Plummer til at bevare radiodokumentaren, der anses for at være blandt verdens bedste. Men både seende og blinde råber for døve øren – beslutningen er truffet.

»Det er klart, det påvirker os, når medarbejdere og danskere i bred forstand går til kamp, men vi har lavet en helhedsspareplan, og den står vi fast på. Hvis ikke vi gjorde det, ville det være uansvarlig ledelse,« siger DRs næstkommanderende Lars Grarup.

Synstolkning
Fra 2009 kan blinde glæde sig over såkaldt synstolkning. Det er en teknik, hvor en række tv-udsendelser ledsages af et særligt lydspor med en stemme, der fortæller, hvad der sker på billederne. En blind vil således høre den originale dialog, samt små beskeder som f.eks. »Nu er løven helt tæt på« eller »Vi ser ud over et bjerglandskab og en mand står helt stille vedafgrunden.«

Systemet bruges flittigt flere steder i Europa, og DR har forpligtet sig til, i et vist omfang, at kunne tilbyde synstolkning i 2009.
Men synstolkningen vil aldrig blive en lige så intens og nærværende oplevelse som den klassiske radiodokumentar, mener Arne Pedersen, Dansk Blindesamfund.

jakob.voelver@jp.dk

Eksistensberettigelse?

Kristeligt Dagblad | 26.04.2007 | Side 10 (Debat) | 478 ord | artikel-id: e096681e

Eksistens på DR

Ledende artikel: Eksistens på DR

Det er forkert at spare på eksistensprogrammerne

DET HAR LÆNGE været et åbent spørgsmål, hvorfor Danmarks Radio skal lave programmer, som andre kanaler allerede laver. Kendis-tv, letbenet underholdning og programmer om boligindretning – er det virkelig noget, DR skal lave? Er det en public service-forpligtelse at producere for eksempel “Aftenshowet”? Svaret er set herfra nej. Danmarks Radio bør ikke halse efter andre medier og i bevidstløs jagt på seer- og lyttertal satse på den laveste fællesnævner. DR bør i stedet finde sit eget område og producere radio og tv efter høje, journalistiske standarder, på områder, som andre ikke dækker massivt i forvejen. DR bør være et alternativ til de kommercielle medier, ikke en kopi. Den aktuelle spareplan er derfor i udgangspunktet fornuftig nok. Man skærer blandt andet stort på et område, nemlig sporten, som er dyrt og som andre dækker i forvejen, og som bliver svært at konkurrere på i fremtidens medievirkelighed. At der er mange følelser forbundet med DR Sporten, og at den historisk har fungeret som et samlingspunkt for nationen ved vigtige nationale sportsbegivenheder, er der ingen tvivl om. Men det må fastholdes, at når der nu skal spares, er det et fornuftigt sted at skære. Og vidste man ikke bedre, kunne den aktuelle spareplan ses som en mulighed for, at DR finder sine kompetencer og rendyrker de områder, som andre ikke dækker massivt i forvejen, og som DR gør bedre end konkurrenterne.

MEN NEJ. SOM det fremgår af dagens avis, rammes også hele det område, der bredt kan karakteriseres som eksistens-delen i DR, hårdt. Det er programmer som radiomontagen , det eksperimenterende identitetsprogram “Ultralyd” og “Eksistens”, der skæres væk. Programmer, der tager livets store spørgsmål op på en seriøs måde, der appellerer bredt. Og programmer, som DR’s konkurrenter ikke beskæftiger sig med, og som der næppe bliver flere af på fremtidens mediemarked. Her er spareplanen ikke konsekvent, og det er dybt beklageligt. De berørte programmer er en del af arvesølvet i DR, en del af en lang tradition, der for radiodokumentarens vedkommende ved flere lejligheder har høstet international anerkendelse og fostret talenter i stor stil. At skære netop her er forkert. AT DR bør satse på arvesølvet og ikke halse efter konkurrenterne, er ikke ensbetydende med, at DR skal være elitær. Det er bestemt muligt at lave begavet og kvalificeret radio og tv med bred appel om vigtige emner. Det gør DR i forvejen på vigtige områder som eksempelvis tv-drama. Det er afgørende for fremtiden, at den folkelige forankring fastholdes. Men folkeligt er ikke lig med fladpandet, som der har været en tendens til at tro. Den folkelige forankring er først i fare, når man laver det samme som alle andre. I det lys er det dybt beklageligt, at sparerunden også rammer eksistensprogrammerne hårdt. Vejen ud af den nuværende krise er ikke at bort-ødsle arvesølvet, men at satse på kvalitet og egne kompetencer. Mindre, men bedre, er ingen dårlig vision for DR. mbh

DRabet på en genre – kronik.

Information | 27.04.2007 | 1. sektion | Side 18 (opinion) | 1240 ord | artikel-id: e096a6bf
Kronik: DRabet på en genre

Når 110 radiofolk fra hele verden i morgen samles i København for at lytte og diskutere radio, kommer de med store forventninger, for Danmark har altid ligget i front og været forbillede for andre lande på radioområdet. De vil undre sig såre over, at blandt andet ‘mediets Rolls Royce’, radiomontagen, netop er nedlagt

Af Torben Brandt

“Jeg har i nu rigtig mange år gået og ledt efter radiomontagen Afslag på et kys – men uden held. Min baggrund for at ville høre den er lidt speciel. Min veninde har talt meget positivt om den. Det var det, der i første omgang ansporede mig til at søge efter den.” “I sidste måned tog hun livet af sig selv i en alder af 30 år. Har efterladt en datter på otte, som nu bor hos sin rigtige far. Jeg har brugt en del tid på – og arbejder stadig på det – at vænne mig til tanken om, at hun ikke er her længere. Jeg lytter til gamle montager, som vi har hørt sammen, ser på alle de billeder, jeg har fra oplevelser, vi havde sammen. Blandt andet fordi jeg gerne vil sikre mig, at jeg vil kunne svare på hendes datters spørgsmål, når hun bliver gammel nok til at stille dem.” Sådan skrev en ung mand, som jeg ikke kender, til mig for nylig. Selvom brevet nok er det mest knugende, jeg har modtaget, så er det ikke ualmindeligt for mig at få henvendelser vedrørende radiomontager, på trods af at jeg ikke selv har været involveret i montageproduktion i de seneste 10 år. Når Danmarks Radio meddeler, at man nu nedlægger den radioform, som har været regnet som ‘mediets Rolls Royce’ i over et halvt århundrede, såvel her til lands som internationalt, så er det ikke blot et tilfældigt medieformat, som kun har interesse for fagspecialister, der aflives. Det er en radioform, som har givet millioner af danskere uafrystelige og tankevækkende oplevelser gennem årene. Der er ikke den højskole i Danmark, som ikke på et eller andet tidspunkt har haft Radio Biograf med elever liggende i bløde puder i mørket, opslugt af de universer, de fik adgang til via radiomontagen. Christian Stentofts montage Afslag på et kys, hvori en alkoholiseret psykiatrisk overlæge forsøger at forføre intervieweren, alt mens han filosoferer over livets storhed og håbløshed, har blot været en af mange på hitlisterne over radiomontager. Hundredtusinder af danskere har hørt Peter Kristiansens Eliten fra Minefeltet, Viggo Clausens Jeg tilspørger dig, Ole Bornedals Knust, Kværn og Kvæstet – listen er lang og hertil internationalt prisbelønnet. Og dem, der ikke har hørt dem allerede, vil komme til det, det er nemlig udsendelser, som har styrken til at blive genudsendt i al fremtid, uden at lytterne klager over de mange genudsendelser. Når radiomontagen også er et yndet studieobjekt på landets universiteter, er det, fordi der her er noget særligt på færde. Genren kan noget, som ingen anden medieform magter, nemlig bringe os så tæt på mennesker og deres miljø, at vi nærmest trækker vejret sammen med dem. Fraværet af de fysiske billeder giver os mulighed for at dele hovedpersonernes fantasier og abstraktioner i en grad, som ellers kun kendes i fiktionen. De bedste montager rummer en poesi, som skabes i samspillet mellem stemmen, lyden og musikken, en poesi, som er tilgængelig for alle, fordi det sker her og nu, tæt ved vores ører – i virkeligheden. Det er ikke tilfældigt at ordet ‘kunst’ jævnligt dukker op i forbindelse med analyserne af montagen. Radio kan, når den er bedst, fange os på vores sanselighed, samtidig med at vi får tidsbilleder, som trænger langt ind i folkesjælen. Montagearkivet rummer vores kulturarv i en destilleret form – men i en anden form end litteraturen, teatret og filmen gør det.

Sarajevo-snigskytter

Jeg husker engang, jeg tilfældigt mødte en professor fra Københavns Universitet på en ferierejse til Kreta. Han fortalte, hvordan man i forskerkredse længe havde diskuteret, hvordan man skulle tolke generalstrejken i 1944. Den diskussion sluttede brat, fortalte han, da radiomanden Peter Kristiansen sendte et flere timer langt radioepos på radioens P1 – et sammenklip af hundredvis af stemmer fra dengang i 1944, som derved selv tolkede historien. En historie, som ikke alene motivfortolkede, hvad det var for kræfter, der satte folkestrejken i gang, men også leverede en sand strøm af tidsbilleder af det almindelige liv i de danske kolonihaver og på parnasset på den tid. Jeg har i forbindelse med træningen af over 30 radiostationer i Indonesien haft stor succes med at spille Stephen Schwartz prisbelønnede radiomontage Snigskytter som eksempel på, hvad radio kan, når den er bedst. Historien handler om snigskytterne i Sarajevo under Balkankrigen. Her lå gamle venner pludselig og skød på hinanden af religiøse, etniske og historiske grunde. Det var meget nemt for indoneserne at se parallellerne til de mange konflikter, der brød ud i landet, efter at diktatoren Suharto gik af. Måske denne radiomontage leverede et lille bidrag til, at landet undgik det store sammenbrud. Med nedlæggelsen af radiomontagen mister radiokanalen P1 et afgørende krydderi. Kanalen vil nu være domineret af dagsaktuelle debatter mellem ‘talende hoveder’ i studier og på telefoner, mens de øjeblikke af aktuel lyd og tanke, som altid har været med til at give kanalen sin dynamik, langsomt vil forsvinde. Radio, når den er smukkest, når den sætter billeder i gang i vores fantasi og lukker nye universer op for vores undrende indre blik, vil langsomt forsvinde. Radio, når den er allermest poetisk, vil ikke længere blive opdateret. Museumsstilheden vil sænke sig over kanalen. I øvrigt besynderligt, at der kan være noget stort sparepotentiale i at nedlægge en genre, som har skabt så mange universelle historier, som gør, at de kan genudsendes i det uendelige?

En rugekasse

Men medierne mister også en af sine væsentlige rugekasser. Mangen en journalist og kunstner har trådt sine barnesko i montagemiljøet og i det mere eksperimenterende Ultralyd, som DR også nedlægger ved samme lejlighed. Det var her, man lærte, hvad lyd kan gøre, når den anvendes bevidst. Det var her, man fik styr på sine fortællemetoder og måden at opbygge en historie på. Mange af de bedste dokumentarister i Danmark har været gennem montagens medieskole, inden de brød igennem i andre sammenhænge. Vi er mange, som i dag arbejder med en blanding af aktuel hverdagsjournalistik og mere dybdegående programmer. Dybdegående programmer, som vi ikke havde kunnet gå til med samme selvfølgelighed og kendskab til virkemidlerne, hvis vi ikke havde gået i radiomontageskolen. Og spørg så rundt omkring på Danmarks hundredvis af lokal-radioer, hvad der er deres store forbillede? Der ligger tusindvis af piratkopier. Når 110 radiofolk fra hele verden – i det der hedder International Feature Conference – i morgen samles i København for at lytte og diskutere radio, kommer de med store forventninger. Danmark har altid ligget i front på radioområdet. Vi har været forbilledet for en lang række lande, som end ikke kendte genren, indtil de hørte eksempler fra Danmark. For 15 år siden lavede Norge slet ikke radiomontager. Men efter en kickstart, hvor danske radiomontører underviste og inspirerede, er Norge nu blandt de største nationer på radiohimlen. Jeg husker, hvilken åbenbaring det var, da kineserne dukkede op med deres første radiomontage i dette forum. Hvordan mon de, når de træder ind i det nye DR -palads, vil modtage nyheden om, at Danmark har nedlagt en stolt tradition og har skyllet en institution ud med badevandet. Det vil nok ikke bidrage til de aktuelle bestræbelser, der er, for at re-brande Danmark oven på Muhammed-krisen. Desværre er der jo ikke nogen kommercielle spillere, der står klar her. Radiomontagen og det eksperimenterende lydmiljø har ikke noget kommercielt potentiale, men et kulturelt potentiale, som nu er sat over styr, medmindre da at Kulturministeriet vil tage genren ind under sine beskyttende vinger?

Torben Brandt er DR -program-medarbejder og medierådgiver

Passer godt på p3 og p4….

| 27.04.2007 | 1. sektion | Side 24 (bagside) | 459 ord | artikel-id: e096a6b6 berlingske tidende

Ledende artikel: Spareplanens alibi

Lars Grarup vil passe godt på P3 og P4, erklærede han under DR’s pressemøde om spareplanerne i denne uge. De radiokanaler, der samler danskerne, skal plejes, nu hvor tv-kanalen har det svært. Sport i 3′eren bevares, så nedskæringerne på tv-sporten ikke virker helt så katastrofale. Der vil stadig være superliga i DR. I hvert fald på P3. Radioen er kommet til at virke som DR-direktionens alibi for forsat at kunne kalde sig bredde. Og det betyder smalle ofre. På P1 mister de superligaen. Ultralyd, Dokumentarzonen og radiomontagen lukkes ned. Ultralyd er internationalt anerkendt, og programmer produceret hertil har vundet adskillige priser for eksempel ved det prestigefulde Prix Italia. Det kan derfor undre, at netop dette lille program falder for sparekniven. Bevares, der skulle skæres i DR, men målet med spareplanen må vel være at skære på en måde, så DR bevarer de elementer, der er med til at give DR status af en konkurrencedygtig og nyskabende medievirksomhed. Her spiller udviklingen af radiomediet en ikke ubetydelig rolle, og derfor virker det uforståeligt, at det eneste eksperimenterende radio, vi har i Danmark, spares væk. Men måske anerkender ledelsen ikke radiomontagens betydning for resten af radiomediet. Et medie, der i forvejen er presset både af andre medier, men også af sig selv. DAB-kanaler, der blot sender musik i lind strøm uden kommentarer fra en kyndig vært, skyder frem, og på formiddagsfladen er succeskriteriet en samling morgenoverfriske komikere, der snakker hen over musikken. I det hele taget dominerer snak og musik af meget svingende kvalitet, som Kunstrådets musikudvalg også fastslog i sin seneste statusrapport. Mediet kan meget mere end det. Hvis den er sat rigtigt sammen, kan radiomontagen fange opmærksomheden på en måde, så radiolytningen bevæger sig fra at være noget sekundært, man lytter til, mens man lægger tøj sammen, læser avisen eller spiser morgenmad, til at være den primære beskæftigelse. Ultralyd kunne have haft en positiv indflydelse på resten af sendefladen, hvis man havde forstået at udnytte det potentiale, der ligger i radiomontagen . Hvis radioen skal blive ved med at få nye lyttere, så skal der være plads til et eksperimenterende program. Den moderne medieforbruger stiller nemlig helt andre krav, end hvad P1’s traditionelle trofaste lyttere gør. Som resultat af det øgede udbud af medier er lyttere, læsere og seere blevet langt mere krævende. De forventer at blive stimuleret på flere planer, og det er positivt for radiomediet, for det har faktisk alle virkemidlerne til rådighed. Det handler bare om at være opmærksom på dem og være i stand til at bruge dem. Med lukningen af især Ultralyd mister DR den umiddelbare, grænseoverskridende, sansevækkende saltvandsindsprøjtning, der er så hårdt tiltrængt i public service-radioen, der snart bliver nødt til at genopfinde sig selv, hvis den skal klare sig i det nye mediebillede. anbr

Protest fra Journalisthøjskolen

Debat: Nedskæringer: En trist uge for radioen

Med stoppet for montager og dokumentarudsendelser mister vi kighullet ind til de andres liv, refleksionen, fordybelsen, omtanken og muligheden for at blive en lille smule klogere på tilværelsen.

Af Kim Albæk, Thorkild Ellerbæk og Annette Holm, Radiolærere På Danmarks Journalisthøjskole

Så døde radioen. I al fald den del af radioen, som DR ellers i en årrække har været verdensmester i. Med lukningen af Dokumentar-zonens montage og dokumentar ’Ultralyd’, ’Eksistens’ og ’Lige Lovligt’ forsvinder alle de programmer, som har lagt mikrofon til almindelige og ualmindelige menneskers historier om at lægge arm med tilværelsen. På godt og ondt. Og mens de andre medier nok skal sørge for at holde liv i sporten og underholdningen på deres kanaler, så er der ingen til at tage over her, hvor der er en lang og stor tradition at holde i hævd.
Dette er dødsstødet til den række af udsendelser, der har bragt os ind under huden på almindelige mennesker. Ind i deres liv, tanker og kampe. Ind til de gode fortællere og de gode historier. Hvor er det ærgerligt og synd for os alle sammen, at vi nu mister den stærke personlige fortælling, som sætter store spørgsmål som liv og død, kærlighed og had, tab og tilgivelse på dagsordenen. Vi behøver ikke at anstrenge os for at huske historierne, for de kryber helt automatisk ind under huden og bliver siddende. Lad os nævne nogle stykker. For eksempel historien om pigen, der snitter i sig selv og familiens kamp for at få hende til at holde op, som i parentes bemærket blev bragt, længe før andre medier overhovedet beskæftigede sig med cutting. Eller den unge irakers historie om sit dybt hemmelige og farlige liv som bøsse. Eller fortællingerne fra en mor, en hustru og en søn med det til fælles, at deres nære tryglede dem om at begå medlidenhedsdrab, og to af dem endte med at være med til at gøre det. Eller historien om, hvordan moren til den pigen, der døde, da røvere spærrede hende inde i et lufttæt køleskab, mødtes med og tilgav en af hendes mordere. Eller … Hvor er vi kede af, at vi ikke længere skal inviteres helt ind i sjælen på alle de mange forskellige mennesker, som modigt og hudløst har fortalt, hvordan det er at være dem, og hvordan de har tacklet tilværelsens benspænd. På en måde som radioen er fænomenal til, fordi mediet giver folk plads til både at fortælle og beholde en vis grad af anonymitet. Samtidig kan lytterne næsten mærke fortællernes hjerte slå, fordi stemmen, pausen og diktionen i sig selv fortæller historie. Alt det forsvinder, når striben af programmer lukkes. Vi mister kighullet ind til de andres liv, refleksionen, fordybelsen, omtanken og muligheden for at blive en lille smule klogere på tilværelsen. Det er vel nok trist. I 2005 vandt DR sit seneste verdensmesterskab i radio, Prix Italia (radiomontagens Oscar). Kirsten Laumann blev med montagen ’Den lille pige med tørklædet’ åbenbart den sidste verdensmester i en genre, hvor DR ellers har meget stolte traditioner. Vi ved godt, at DR også sparer andre steder. Men radioen bliver ramt ekstra hårdt. Der er nemlig ikke andre til at tage over. Mens vi nok skal få OL på TV 2, fodbold på TV3 og Gæt en vind, Stjerne på din scene, og hvad det ellers ikke hedder på alle de andre kanaler, så er der vel ikke nogen, der i deres vildeste fantasi kan forestille sig, at de gode fortællere får plads hos radio 100FM eller TV2 Radio. Ikke at der er noget galt med de kommercielle radioer. Det er bare ikke her, at den kultur har plads. Og det er netop en stor kulturarv, man tager livet af.

Aftenshow-down….

Politiken | 06.05.2007 | Debat | Side 8 | 605 ord | artikel-id: e0983c99

Debat: Mediekritik: Det store fnis på Rådhuspladsen
 

Af Erik Valeur, Journalist

I månedsvis har nationen lagt sanser til det veritable vits-cirkus, der har indtaget TV-avisen – især når den bestyres af ældre mandlige værter, der ikke forsømmer den mindste chance til at fyre vandede jokes af, som befandt de sig stadig i dørrækken på Centralskolen og ville imponere tøserne. Stemningen minder i de vittige passager om et stand-up-show, hvor alle livets forhold er til en griner, eftersom der alligevel ikke er noget, der er vigtigt. Verden er bare har-har-har! – og så vejrudsigten. Den manisk muntre TV-avis opstod, da den blev indrammet af Aftenshowet, der åbenlyst har fået sit design fra en seertalsdesperat marketing-lillehjerne: De skal fand’me ha’ det hyggeligt derude – verden tilhører de unge og sorgløse – alvor er kun rampen til endnu større fnis! Nu f.eks. 1. maj, hvor værten henrykt jokede med to teenagetøser: »I drak da kun vand, ik’!?« (fnis-fnis), fulgt af panoramaskud af verdens næststørste krydstogtsskib (wow-da!) og lanceringen af en ny stor »sexundersøgelse« (hir-hir!). ’Undersøgelsen’ var ganske vist foretaget på et kondomfirmas hjemmeside og var helt ubrugelig – men som værten Mads Steffensen udtrykte det: »Men alligevel ligger den der, og vi bliver nødt til at forholde os til den … !« Ja, alt ligger der. Lige til en skraldlatter på Rådhuspladsen. Midt i joken står Aftenshowet selv, som samtidig med åbningen af DR i Ørestad blev placeret på Rådhuspladsen – til ekstra husleje og tårnhøje udgifter. Har-har-har! Men nu begynder kok Olsen heldigvis at stege 1. maj-pølser i en kæmpestor bålgrill, mens tre kendte holder
»brandtaler« (ho-ho-ho!) stående på hver sin ølkasse, halvt overdøvet af udrykningssirener, og vært Sisse-fnise-Fisker dybdeinterviewer kokken: »Er det ikke også svært at styre, når det sådan er ild og såd’n … ?« Jo, det må være svært at styre – og af og til virker Aftenshow-værterne da også, som om de selv kæmper med deres kejtede tumlen omkring, hakkende oplæsning og ufokuserede dilettantkomediefusere. Tænker TVA-journalisterne nogensinde over, hvad det er for en indgang og afsmitning, deres TV-avis udsættes for? Hvordan den muntre fnisehenrykkelse dag for dag farver stemningen langt ind i de egentlige nyheder? For licenshadere er det allermest interessante måske, at DR alene mellem kl. 18 og 19 erstatter i hvert fald 15 minutters reelt stof med stribevis af småpludren mellem de to rådhuspladskomikere, den henrykt grinende vejrpige, nyhedsværten på TVA og værten på sporten. 1. maj udgjorde sporten i sig selv 3 min., vejret 7.10 min. (plus et par minutter før TV-avisen), og oveni kom flere minutters værtshilsner redaktionerne imellem, det hele garneret med tre hold langstrakte op- og nedlæg om det, der senere skal komme. »Fnis-fnis – jamen det glæder vi os til«. Det er en betragtelig og skjult besparelse, man dér fyrer af i primetime for at bevare sit sorgløse fnisekoncept, alt imens DR nedlægger hele kvalitetsprogrammer og fyrer 300 medarbejdere. Når man tænker på, at hele P1’s kvalitetsberømmede montage – og dokumentarproduktion netop er blevet udraderet, for at vi kan tumle sanseløse omkring på Rådhuspladsen, må man anse DR ’s chefhjerner for lige så forkullede som pølsesnasket i bunden af Olsens bålgrill ved dagens slutning. »Og så er der en kompot af blommer«, råber kokken. Det lyder grangiveligt, som om han siger Plummer. Han retter det til blåbær. Hvorfor ikke invitere alle de DR -chefer, som gennem tiderne er blevet bortrationeret i utallige nye strukturer og omrokeringer – men som stadig er ansat med fuld chefløn, mens de lykkeligt tuller omkring og laver jazznyt og rødvinsprogrammer (DR ’s medarbejdere kalder fænomenet for ’det døde cheflag’) – til en ægte herrefniser på Rådhuspladsen. Hvis de rykker lidt sammen, skulle de lige akkurat kunne stå der. Men nogen ville måske begynde at græde. debat@pol.dk

Varsomt

Berlingske Tidende | 06.05.2007 | 2 Sektion, MAGASIN | Side 26 (Debat) | 231 ord | artikel-id: e098421d

Ledende artikel: Skal behandles varsomt

Danmarks Radios ledelse kan i disse hektiske dage virke som store børn, der er alene hjemme og omgås lemfældigt med både krystalglassene og arvesølvet. Har man ved aflivningen af den hæderkronede radiomontage virkelig foretaget en nøgtern vurdering af sparegevinst versus skadesomfang, eller ved man bare ikke, hvad man har mellem hænderne? Også flytningen af B&U-afdelingen til Århus virker mærkværdig. Vel kan man mene, at vi danskere generelt er for uvillige til at flytte rundt efter og med vores arbejde, især i betragtning af hvor lille landet er. Og vel kan man mene, at det er regionalpolitisk hæderværdigt at lave en geografisk spredning af vigtige kulturinstitutioner, herunder afdelinger af DR. Og vel kan man overbevise sig selv med sådanne argumenter i en hovsa-sparemanøvre, hvor man flytter rundt med tinsoldaterne på det store spillebræt. Men operationen kan ikke overleve mødet med virkeligheden. Den er uden en fornuftig grund og uden en strategisk pointe. Med flytningen vil man reelt rive et af de helt store træer i DR-skoven op ved rødderne for i stedet at plante et nyt, som det kan tage år at drive op i samme højde. Hvordan man end vender og drejer krystalkuglen, kan Danmarks Radio gøre sig bedst gældende i fremtidens medielandskab ved produktioner, der formår at forbinde høj kvalitet og bred appel. Den stolte mærkevare »B&U« har formået netop det gennem 40 år. Tab den dog ikke på gulvet!