Til Kenneth Plummer, Leif Lønsmann og DRs øvrige ledelse
DR Byen
Emil Holms Kanal 20
0999 København C.
Som forskere skal vi hermed protestere mod beslutningen om at nedlægge Ultralyd og Dokumentarzonen – en beslutning, vi håber endnu kan omgøres.
Radiomontagen står helt centralt I DRs efterkrigshistorie og er den genre, DR overhovedet er mest kendt for internationalt, og som gentagne gange har udløst prestigiøse internationale priser. Både som udforskning af de medieteknologiske muligheder og som kulturhistorisk kildemateriale er montagegenren – og dermed programenheder som Ultralyd og Dokumentarzonen – uundværlig. Det er her, nye henvendelsesformer til lytterne ofte er blevet udviklet af pionerer, og derefter udbredt til øvrige programflader. Og det er også her, en række helt afgørende sproghistoriske, kultur- og kunsthistoriske Danmarksbilleder er bevaret.
Som den måske mest centrale, historisk dokumenterende og kunstnerisk slagkraftige udnyttelse af radiomediet er radiomontagen netop blevet genstand for en doktordisputats ved Roskilde Universitet. Ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet ser radioforskningsgruppen med stor beklagelse på nedlæggelsen af både Ultralyd og Dokumentarzonen, der som en af de mest langtidsholdbare udsendelsestyper har en central placering i den Danmarks Radios Kulturhistorie, forskergruppen netop arbejder på at skrive. Radioforskningsgruppen er ligeledes meget kede af, at netop de programenheder, som man fra universitetsside samarbejder med omkring både forskning, undervisning, studenterpraktik mm., nedlægges. Både som kulturforskere og som institutionelle samarbejdspartnere må vi opfatte det som en ganske alvorlig kvalitetsforringelse af DRs public service-udbud.
I DRs public service-kontrakt står der blandt andet: “DR skal berige dansk kulturliv med originalt indhold” og “DR skal styrke danskernes viden om og forståelse for den verden, der omgiver Danmark, internationale forhold samt andre kulturer og synspunkter, hverunder foretage en alsidig formidling af europæisk kultur og historie” – Det er områder, som både Dokumentarzonen og Ultralyd, hver på deres made, varetager. .
Det må ligeledes forekomme paradoksalt, at DR, samtidig med at digitaliseringen af radioarkivets kulturarv netop er påbegyndt, vælger at nedlægge et flagskib som radiodokumentaren. For kulturarv handler ikke kun om at værne om fortiden, men i lige så høj grad om at skabe rammerne for en kommende kulturarv.
Tania Ørum, lektor, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Erik Granly, post.doc., Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Nicolai Pharao, ph.d.-stipendiat, Institut for Nordiske Studier ogSprogvidenskab, Københavns Universitet
Frans Gregersen, Professor, Institut for Nordiske Studier ogSprogvidenskab, Københavns Universitet
Mie Mørck Nielsen, Cand. mag med speciale om DR fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Sanne Krogh Groth, ph.d.stipendiat, Musikvidenskab, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Bente Larsen, radioforsker og radioarkivleder ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Stig Jarl, lektor,Teatervidenskab, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab,
Københavns Universitet
Ib Poulsen, Institutleder, professor, dr. phil., Institut for Kultur og Identitet,Roskilde Universitetscenter
Jacob Kreutzfeldt, Ph.d.stipendiat, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Per Jauert, Lektor, Institut for Informations- og medievidenskab,Aarhus Universitet
Karl Christian Lammers, Lektor. Historie, SAXO-Instituttet, Københavns Universitet
Marianne Ping Huang, Institutleder, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Kopi til Kulturminister Brian Mikkelsen
Kopi til pressen