Hidtil sørgeligt overset artikel fra berlingske tidende, 2007:
Debat: Barbarer på direktionsgangen
HVA’ MÆ KULTUREN?
Med sin nuværende ledelse har Danmarks Radio begivet sig ud på en kulturel ørkenvandring. At DR skulle begå kulturelt selvmord netop i en borgerlig regerings periode, er ironisk uden at være morsomt, når man tager i betragtning, at kvalitet er en borgerlig kerneværdi
Af Claes Kastholm Hansen
Ved genbrug i en miljømæssig sammenhæng forstår vi, at man anvender noget brugt til at fremstille noget nyt, men på Danmarks Radio ytrer genbrug sig, som hvis man fisker en allerede anvendt citron op fra skraldespanden og forsøger at presse endnu mere saft ud af den. Men den æterbårne genbrug kan også rumme visse fordele. De daglige magasiner på P1 genbruges som bekendt til det yderste. Tre gange i løbet af døgnet bliver de sendt. Fordelen er, at man nogle gange kan komme til at høre noget, man ikke havde tænkt, man ville høre. Det sker som regel, når man kører i bil.
Således befandt jeg mig mandag aften i denne uge på vej mod Vendsyssel, og da det under hensyn til de lovbefalede hastighedsgrænser er en køretur på en fem-seks timer uden stop, kan man virkelig få powerlyttet noget radio. Tilfældet ville, at et program ved navn »Sommergæsten« havde premiere den dag, og at sommergæsten, der skulle snakke om sig selv og sit musikvalg, var DRs egen Lars Grarup, der bærer den underlige titel mediedirektør og i min erindring glimrer ved to ting. For det første, at han aldrig har gjort sig bemærket, før han til forsvar for den åndløse linie, som nu er lagt på DR, udtalte, at det jo ikke var nogen kunst at lave et program, hvor tre forfattere sad og snakkede om hinandens bøger – en udtalelse, der om jeg så må sige var mere afslørende end mange ord. For det andet, at da de mange afskedigelser på DR begyndte, rejste manden på en syv-ugers ferie til Vietnam.
Magen til elementært ledelsessvigt skal man lede længe efter. I det hele taget er afskedigelserne i DR foregået på en helt uhyggeligt magtfuldkommen, nærmest sadistisk facon i strid modsætning til alle moderne ledelsesprincipper. Hvis DRs bestyrelse forholder sig passivt til denne optræden af Lars Grarup og i det hele taget til den måde, institutionens direktion praktiserer ledelse på, er den ikke sin opgave voksen. Om mediedirektør Grarups indsats som sommergæst er nu at melde, at jeg blev mere og mere forstemt, efterhånden som det ganske lange program skred frem gennem regnmørket. Hans kommentarer til sine musikalske valg var armodige, og når han talte om DR eller sit eget liv, var han farveløs og så banal, at det var en tortur at høre på. Jeg er ked af at måtte udtrykke mig så skrapt, men det er en yderst alvorlig situation; Danmarks Radio er bragt i med en ledelse på dette dannelsesmæssige niveau: den ordinære mediedirektør Grarup, en generaldirektør Plummer, der i bred dannelsesmæssig forstand fremtræder helt barnligt uudviklet, en bestyrelsesformand, der er så lukket, at bestyrelsesformand Pram Rasmussen i A.P. Møller-Mærsk fremtræder som en ren sladdertaske i sammenligning og en bestyrelse, der åbenbart har ladet sig reducere til et gummistempel.
Det forekommer indlysende, at for sådan en ledelse må DRs mere krævende forpligtelser opleves som rent ressourcespild. Derfor vil DR som den eneste statsradiofoni i Europa i fremtiden være uden selvstændig og fagligt kvalificeret formidling af litteraturen, musikken og de øvrige kunstarter. Tænkningens verden, videnskabeligt og politisk, vil være lige så fremmed i DR , som den er for Grarup & Plummer. Og radiomontagen , der med navne som Willy Reunert, Viggo Clausen, Stephen Schwartz, Christian Kryger, Peter Kristiansen, Niels Peter Juel Larsen og adskilligt flere, har placeret DR ikke blot i den internationale elite, men i spidsen for eliten, har disse barbarer naturligvis også nedlagt.
De vidste såmænd ikke engang, hvad de gjorde, for deres ukendskab til radiokunsten er af majestætiske dimensioner.
Om netop radiomontagen står der bl.a. i et nødråb, som netop er kommet mig i hænde: »Udtryksmæssigt har den været en radiofonisk spydspids, den har i sine tematiseringer brudt nye veje, og den har udforsket fortælleformer, der er gået på tværs af den traditionelle skelnen mellem fakta og fiktion. Det er således en særdeles livskraftig genre, der fortsat vil kunne kommentere samtiden på en indholdsmæssigt og æstetisk udfordrende måde.« Dokumentet er udformet af landets førende videnskabelige specialist på området, professor, dr.phil. Ib Poulsen, og underskrevet af tolv fremtrædende kolleger, hvormed det repræsenterer hele landets videnskabelige elite inden for kultur, medier og kommunikation. Dokumentets høje faglige niveau og dets fremhævelse af kvalitetsdimensionen vil formentlig betyde, at det i forhold til DRs ledelse er spildte Guds ord på Balle-Lars, men jeg håber, at andre gode kræfter vil blive opmærksomme på, hvad der står på spil. At Danmarks Radio begår kulturelt selvmord netop i en borgerlig regerings epoke er en tak for ironisk.
Som lærer har jeg brugt nogen af dokumentar-zonens programmer til undervisning, og mine elever har været glade for det. Jeg vil gerne udtrykke min dybe sorg og beklagelse over, at DR åbenbart har valgt at satse på mainstream publikummet i stedet for at leve op til DR’s public service forpligtelse som også betyder, at smalle programmer med få lyttere som f.eks. dokumentarzonen skal have en plads. “