Re-P1 – information…

6. marts 2008

P1 udtales rePeat

Af: Merete Pryds Helle, forfatter

Omsider har vi et fælles grundlag at tale ud fra. Vi hører alle de samme radioprogrammer på P1 – igen og igen

Et nyt samlingspunkt er blevet skabt blandt landets radiolyttere, som vi må takke DR’s programredaktører, bestyrelse og vores kulturelt sparsommelige regering for. Pludselig taler vi et fælles sprog!

Alle man møder, har nemlig hørt akkurat de samme radioudsendelser som én selv; har endda ofte hørt dem flere gange og derfor grundigt, og så har vi omsider et fælles grundlag at tale ud fra. Jeg må dog indrømme, at de fleste, jeg møder, snyder sig fra de mange programmer om tro og det liberale samfund ved at sætte podcasts til. Men alligevel. Vi mødes og opdager, at vi har hørt det samme. Igen og igen! Kan det være bedre?

Kender I det, når man får en sang i hovedet, man har hørt i radioen, og den bliver ved at køre, indtil man forstår, at det er teksten, der vil sige en noget. Jeg har haft Natasjas Giv mig mit Danmark tilbage rungende i hovedet, men forstod så, at det for mit vedkommende ikke så meget er Ungeren, jeg vil have tilbage, nej det er P1. Mit dejlige overraskende altid nye P1. Der selvfølgelig havde den bagdel, at jeg og mine venner nogle gange havde hørt forskellige programmer og derfor ikke kunne diskutere dem til bunds, men måtte nøjes med at fortælle hinanden, hvad vi havde hørt og erfaret. Det er nærmest et kirke-gaardsk filosofisk spørgsmål, om gentagelsen er bedre end det nye, men i forhold til at høre radio, virker gentagelsen nu trættende, må jeg indrømme.

Ikke klynke

For et par uger siden, det var vist i en genudsendelse, hørte jeg Niels Krause Kjær, der siger til en folkeskolelærerrepræsentant, han interviewer:

“Nu ikke klynke. I den frie verden er det lige som ude på prærien, der bliver skudt med skarpt ind imellem.”

Og jeg, der helt misforstået var glad for at være et moderne menneske, som bor i en storby og ikke ude på en prærie, hvor man kan vælge mellem ingenting og ingenting.

Kære radioteater (nej ikke to minutters krimiserier, men heltimes lange dramatiske spil) kære Ultralyd, kære Montager, kære introduktioner til besynderlig klassisk musik, kære Alfabet, ikke mindst. Jeg savner Jer. Jeg prøver at se fordelen i, at alle vi lyttere hører det samme. Jeg prøver at overhøre den højreorienterede propaganda, der kommer ud, hvor journalisterne helst interviewer eksperter fra Cepos og Copenhagen Business School.

I stedet glæder jeg mig over radioklasssikeren, den bliver ofte sendt, for det er billigt, og så kan man høre, hvad vi kunne præstere på den danske radiofront engang. Radiomontagen er heldigvis genopstartet uden for DR regi på www.radiofoniskselskab.dk, og sådan går det måske også med andre af de fantastiske programmer, vi er mange, der savner. Må de leve videre et sted, indtil de politisk ansvarlige får øjnene op for, at P1 ikke skal udtales Repeat.

---

Source URL: http://www.information.dk/155945

bedre sent end aldrig

Hidtil sørgeligt overset artikel fra berlingske tidende, 2007:
Debat: Barbarer på direktionsgangen

HVA’ MÆ KULTUREN?
Med sin nuværende ledelse har Danmarks Radio begivet sig ud på en kulturel ørkenvandring. At DR skulle begå kulturelt selvmord netop i en borgerlig regerings periode, er ironisk uden at være morsomt, når man tager i betragtning, at kvalitet er en borgerlig kerneværdi

Af Claes Kastholm Hansen

Ved genbrug i en miljømæssig sammenhæng forstår vi, at man anvender noget brugt til at fremstille noget nyt, men på Danmarks Radio ytrer genbrug sig, som hvis man fisker en allerede anvendt citron op fra skraldespanden og forsøger at presse endnu mere saft ud af den. Men den æterbårne genbrug kan også rumme visse fordele. De daglige magasiner på P1 genbruges som bekendt til det yderste. Tre gange i løbet af døgnet bliver de sendt. Fordelen er, at man nogle gange kan komme til at høre noget, man ikke havde tænkt, man ville høre. Det sker som regel, når man kører i bil.

Således befandt jeg mig mandag aften i denne uge på vej mod Vendsyssel, og da det under hensyn til de lovbefalede hastighedsgrænser er en køretur på en fem-seks timer uden stop, kan man virkelig få powerlyttet noget radio. Tilfældet ville, at et program ved navn »Sommergæsten« havde premiere den dag, og at sommergæsten, der skulle snakke om sig selv og sit musikvalg, var DRs egen Lars Grarup, der bærer den underlige titel mediedirektør og i min erindring glimrer ved to ting. For det første, at han aldrig har gjort sig bemærket, før han til forsvar for den åndløse linie, som nu er lagt på DR, udtalte, at det jo ikke var nogen kunst at lave et program, hvor tre forfattere sad og snakkede om hinandens bøger – en udtalelse, der om jeg så må sige var mere afslørende end mange ord. For det andet, at da de mange afskedigelser på DR begyndte, rejste manden på en syv-ugers ferie til Vietnam.

Magen til elementært ledelsessvigt skal man lede længe efter. I det hele taget er afskedigelserne i DR foregået på en helt uhyggeligt magtfuldkommen, nærmest sadistisk facon i strid modsætning til alle moderne ledelsesprincipper. Hvis DRs bestyrelse forholder sig passivt til denne optræden af Lars Grarup og i det hele taget til den måde, institutionens direktion praktiserer ledelse på, er den ikke sin opgave voksen. Om mediedirektør Grarups indsats som sommergæst er nu at melde, at jeg blev mere og mere forstemt, efterhånden som det ganske lange program skred frem gennem regnmørket. Hans kommentarer til sine musikalske valg var armodige, og når han talte om DR eller sit eget liv, var han farveløs og så banal, at det var en tortur at høre på. Jeg er ked af at måtte udtrykke mig så skrapt, men det er en yderst alvorlig situation; Danmarks Radio er bragt i med en ledelse på dette dannelsesmæssige niveau: den ordinære mediedirektør Grarup, en generaldirektør Plummer, der i bred dannelsesmæssig forstand fremtræder helt barnligt uudviklet, en bestyrelsesformand, der er så lukket, at bestyrelsesformand Pram Rasmussen i A.P. Møller-Mærsk fremtræder som en ren sladdertaske i sammenligning og en bestyrelse, der åbenbart har ladet sig reducere til et gummistempel.

Det forekommer indlysende, at for sådan en ledelse må DRs mere krævende forpligtelser opleves som rent ressourcespild. Derfor vil DR som den eneste statsradiofoni i Europa i fremtiden være uden selvstændig og fagligt kvalificeret formidling af litteraturen, musikken og de øvrige kunstarter. Tænkningens verden, videnskabeligt og politisk, vil være lige så fremmed i DR , som den er for Grarup & Plummer. Og radiomontagen , der med navne som Willy Reunert, Viggo Clausen, Stephen Schwartz, Christian Kryger, Peter Kristiansen, Niels Peter Juel Larsen og adskilligt flere, har placeret DR ikke blot i den internationale elite, men i spidsen for eliten, har disse barbarer naturligvis også nedlagt.

De vidste såmænd ikke engang, hvad de gjorde, for deres ukendskab til radiokunsten er af majestætiske dimensioner.

Om netop radiomontagen står der bl.a. i et nødråb, som netop er kommet mig i hænde: »Udtryksmæssigt har den været en radiofonisk spydspids, den har i sine tematiseringer brudt nye veje, og den har udforsket fortælleformer, der er gået på tværs af den traditionelle skelnen mellem fakta og fiktion. Det er således en særdeles livskraftig genre, der fortsat vil kunne kommentere samtiden på en indholdsmæssigt og æstetisk udfordrende måde.« Dokumentet er udformet af landets førende videnskabelige specialist på området, professor, dr.phil. Ib Poulsen, og underskrevet af tolv fremtrædende kolleger, hvormed det repræsenterer hele landets videnskabelige elite inden for kultur, medier og kommunikation. Dokumentets høje faglige niveau og dets fremhævelse af kvalitetsdimensionen vil formentlig betyde, at det i forhold til DRs ledelse er spildte Guds ord på Balle-Lars, men jeg håber, at andre gode kræfter vil blive opmærksomme på, hvad der står på spil. At Danmarks Radio begår kulturelt selvmord netop i en borgerlig regerings epoke er en tak for ironisk.

Fremtiden for radioen?

UDDRAG af klumme i radionyt.com: Fremtiden i radioen? Ja, hva’ så med den? fra Torsdag 7. februar 2008 Af Thorkild Ellerbæk

…. …”Det er meget trist, at DR nu og i fremtiden står med en topledelse for hvem jeg tror radioen er og bliver et stedbarn. De vil føle sig forpligtede overfor radioen, men elske den, det kommer de næppe til. Så når julegaverne skal deles ud (læs: bevillinger) får de smukke, glade og ikke så besværlige tv-børn de store pakker, mens stedbarnet, som ikke rigtig er så synlig og tit også er lidt besværlig, får noget mindre og må klare sig så godt som det nu kan lade sig gøre.At stedbarnet rent faktisk er fundamentet i familien og igennem generationer har været det bærende element i det brand DR er i danskernes bevidsthed synes ikke at have den store betydning. Jeg frygter, at det kun kan gå tilbage for DR-radio på trods af, at der findes en masse mennesker i systemet som kæmper for at holde gejsten oppe i svære tider”……”På nettet kommer der kamp i den kommende tid. Især flere og flere unge vælger computeren som radiomodtager. De arbejder ved den, spiller musik på den og lytter også radio der. Det kan være, at de blot kører deres almindelige radiostation på nettet, men jeg møder en del unge, som nu for alvor bruger radio-on-demand. De er selektive i valget af hvad de vil høre og finder gerne tilbage for at finde et program de har hørt om og gerne vil høre. Netradio er dog stadig ”bare” almindelig radio sendt på nettet. Der ligger et stort udviklingsarbejde i at målrette radio til netbrugerne og de muligheder, der ligger i dette medie. Vi skal arbejde os frem nye formater for udsendelser, den gængse fortælleteknik er ikke gyldig på netradio og brugernes ønsker om at kunne vælge og vrage skal tilgodeses. Det bliver udfordringen fremover og det betyder bl.a. at der måske bliver plads til alle rigtige radiofolks hjertebarn igen: radiomontagen. Den vil kunne få en god platform på nettet for de lyttere som vil mere end blot underholdes. Det kunne også være en udvikling af helt nye formater på drama og hørbar litteratur. “ Læs hele kommentaren på radionyt.com