2 millioner per afsnit? Svarer ca. til montagegruppen og ultralyds budget. For et helt år….
var det det værd?
http://www.bt.dk/underholdning/x-factor-koster-dr-30-mio.-kr

Fra DR.dk:
Det, vi er sat i verden til
06. okt. 2008 13.32

Radiodokumentar, trosstof, sport og nye tv-kanaler var nogle af emnerne, da DR mødtes med lytter- og seerorganisationerne.

DR mødtes den 24. september med lytter- og seernes organisationer for at drøfte udviklingen af DR og DRs programmer. Generaldirektør Kenneth Plummer indledte med at gøre status på udviklingen af DR.

“Mange var bekymret sidste år – ville DR rejse sig igen? Første halvår i 2008 har vist dedikerede medarbejdere, og jeg er imponeret over DRs resultater. Så nu fokuserer vi på det, vi i virkeligheden er sat i verden til,” sagde Kenneth Plummer.

Han underbyggede sin tilfredshed med, at danskerne i gennemsnit bruger tre timer hver dag i selskab med DR på nettet, radio og tv, og at DR har de højeste kvalitetsvurderinger og bliver vurderet som den mest troværdige nyhedsformidler. Og generaldirektøren kunne fortælle, at Koncerthuset nu er i brug, og at DR varmer op til den store åbningskoncert den 17. januar 2009.

“Vi har mange ambitioner og ideer langt ud over vores nuværende økonomiske rammer. Vi kommer med nogle nye initiativer de næste år, men vi har færre midler, og vi er stålsatte på at genoprette økonomien fuldstændig inden udgangen af 2010,” sagde Kenneth Plummer.

Et emne, som også optager DR er programetikken. Generaldirektøren fortalte, at direktøren for DR Programproduktion Mette Bock har sat sig i spidsen for et arbejde med at revidere DRs programetik, så DR altid kan leve op til danskernes krav til os som public service-virksomhed.

Nye og billigere radiodokumentarer
Finn Andersen fra KLF Kirke & Medier spurgte til nedskæringerne inden for DRs radiodokumentarer.

“Selvom vi har måttet spare, så bliver der fortsat sendt meget dokumentar på DRs radiokanaler. Vi har ændret formaterne for radiodokumentar, så vi laver billigere radio i dag, men det er samme historier og de samme folk,” svarede Kenneth Plummer.

Formanden for Sammenslutningen af Lytter- og Seerorganisationer samt KLF Kirke & Medier Lars Peter Melchiorsen spurgte, om DR ikke kan genoptage radiomontagen.

“Montagen er dyr at producere, så derfor er den ikke på vej tilbage i sin tidligere form. Men vi bruger montageelementerne, blot på en anden måde end tidligere,” sagde Kenneth Plummer.

DYR? Under 5 millioner om året for både Montagen og Ultralyd? Samme pris som ET afsnit af X-factor? Dyrt? Og nej, det er IKKE de samme folk – der er siger og skriver EEN fast tilbage – resten blev fyret…de nye er håbefulde studerende.

6. marts 2008

P1 udtales rePeat

Hidtil sørgeligt overset artikel fra berlingske tidende, 2007:
Debat: Barbarer på direktionsgangen

HVA’ MÆ KULTUREN?
Med sin nuværende ledelse har Danmarks Radio begivet sig ud på en kulturel ørkenvandring. At DR skulle begå kulturelt selvmord netop i en borgerlig regerings periode, er ironisk uden at være morsomt, når man tager i betragtning, at kvalitet er en borgerlig kerneværdi

Af Claes Kastholm Hansen

Ved genbrug i en miljømæssig sammenhæng forstår vi, at man anvender noget brugt til at fremstille noget nyt, men på Danmarks Radio ytrer genbrug sig, som hvis man fisker en allerede anvendt citron op fra skraldespanden og forsøger at presse endnu mere saft ud af den. Men den æterbårne genbrug kan også rumme visse fordele. De daglige magasiner på P1 genbruges som bekendt til det yderste. Tre gange i løbet af døgnet bliver de sendt. Fordelen er, at man nogle gange kan komme til at høre noget, man ikke havde tænkt, man ville høre. Det sker som regel, når man kører i bil.

Således befandt jeg mig mandag aften i denne uge på vej mod Vendsyssel, og da det under hensyn til de lovbefalede hastighedsgrænser er en køretur på en fem-seks timer uden stop, kan man virkelig få powerlyttet noget radio. Tilfældet ville, at et program ved navn »Sommergæsten« havde premiere den dag, og at sommergæsten, der skulle snakke om sig selv og sit musikvalg, var DRs egen Lars Grarup, der bærer den underlige titel mediedirektør og i min erindring glimrer ved to ting. For det første, at han aldrig har gjort sig bemærket, før han til forsvar for den åndløse linie, som nu er lagt på DR, udtalte, at det jo ikke var nogen kunst at lave et program, hvor tre forfattere sad og snakkede om hinandens bøger – en udtalelse, der om jeg så må sige var mere afslørende end mange ord. For det andet, at da de mange afskedigelser på DR begyndte, rejste manden på en syv-ugers ferie til Vietnam.

Magen til elementært ledelsessvigt skal man lede længe efter. I det hele taget er afskedigelserne i DR foregået på en helt uhyggeligt magtfuldkommen, nærmest sadistisk facon i strid modsætning til alle moderne ledelsesprincipper. Hvis DRs bestyrelse forholder sig passivt til denne optræden af Lars Grarup og i det hele taget til den måde, institutionens direktion praktiserer ledelse på, er den ikke sin opgave voksen. Om mediedirektør Grarups indsats som sommergæst er nu at melde, at jeg blev mere og mere forstemt, efterhånden som det ganske lange program skred frem gennem regnmørket. Hans kommentarer til sine musikalske valg var armodige, og når han talte om DR eller sit eget liv, var han farveløs og så banal, at det var en tortur at høre på. Jeg er ked af at måtte udtrykke mig så skrapt, men det er en yderst alvorlig situation; Danmarks Radio er bragt i med en ledelse på dette dannelsesmæssige niveau: den ordinære mediedirektør Grarup, en generaldirektør Plummer, der i bred dannelsesmæssig forstand fremtræder helt barnligt uudviklet, en bestyrelsesformand, der er så lukket, at bestyrelsesformand Pram Rasmussen i A.P. Møller-Mærsk fremtræder som en ren sladdertaske i sammenligning og en bestyrelse, der åbenbart har ladet sig reducere til et gummistempel.

Det forekommer indlysende, at for sådan en ledelse må DRs mere krævende forpligtelser opleves som rent ressourcespild. Derfor vil DR som den eneste statsradiofoni i Europa i fremtiden være uden selvstændig og fagligt kvalificeret formidling af litteraturen, musikken og de øvrige kunstarter. Tænkningens verden, videnskabeligt og politisk, vil være lige så fremmed i DR , som den er for Grarup & Plummer. Og radiomontagen , der med navne som Willy Reunert, Viggo Clausen, Stephen Schwartz, Christian Kryger, Peter Kristiansen, Niels Peter Juel Larsen og adskilligt flere, har placeret DR ikke blot i den internationale elite, men i spidsen for eliten, har disse barbarer naturligvis også nedlagt.

De vidste såmænd ikke engang, hvad de gjorde, for deres ukendskab til radiokunsten er af majestætiske dimensioner.

Om netop radiomontagen står der bl.a. i et nødråb, som netop er kommet mig i hænde: »Udtryksmæssigt har den været en radiofonisk spydspids, den har i sine tematiseringer brudt nye veje, og den har udforsket fortælleformer, der er gået på tværs af den traditionelle skelnen mellem fakta og fiktion. Det er således en særdeles livskraftig genre, der fortsat vil kunne kommentere samtiden på en indholdsmæssigt og æstetisk udfordrende måde.« Dokumentet er udformet af landets førende videnskabelige specialist på området, professor, dr.phil. Ib Poulsen, og underskrevet af tolv fremtrædende kolleger, hvormed det repræsenterer hele landets videnskabelige elite inden for kultur, medier og kommunikation. Dokumentets høje faglige niveau og dets fremhævelse af kvalitetsdimensionen vil formentlig betyde, at det i forhold til DRs ledelse er spildte Guds ord på Balle-Lars, men jeg håber, at andre gode kræfter vil blive opmærksomme på, hvad der står på spil. At Danmarks Radio begår kulturelt selvmord netop i en borgerlig regerings epoke er en tak for ironisk.

Montagen flytter på nettet!
Indtil videre kun en side i den digitale æter – radiofoniskselskab.dk -  et manifest, men mere følger, snart!

Følg med her: radiofoniskselskab.dk

og læs mere her:  http://politiken.dk/kultur/article467065.ece

fra: information: “De glemte bøgers kirkegård: Hvad er ligheden mellem topchefer i Danmarks Radio og visse moderne bibliotekarer?

Af: LEIF DAVIDSEN (Information.dk)

Generationen, der blev født i begyndelsen af 70′erne, har nu nået den alder, hvor de sætter sig på magten.

Hvad er ligheden mellem topchefer i Danmarks Radio og visse moderne bibliotekarer?
De vil hellere lave noget andet end det, de er ansat eller uddannet til. DR-chefer vil hellere være kommercielle end arbejde for public service. Om de så fik en halv milliard kroner mere til at lappe på byggerodet ude på Amager, ville de ikke producere et program om bøger eller ændre den redaktionelle prioritering på TV-avisen kl. 18.30. Står valget mellem dokumentarzonen på P1 eller Update på Nettet – så vælger de det sidste. Står valget mellem en vejrbåd på havnen eller en korrespondentpost i Moskva, vælger de vejrbåden, fordi TV2 har en vejrhave.”

Radiomontagen får kunstigt åndedræt

fra politiken, 30.1.2008

Kunstrådets Litteraturudvalg vil støtte genren radiomontagen, som DR lukkede ved årets udgang.

Hvordan lyder et radioprogram, når det lukker ned?

Det spørgsmål ville radiomontage forsøge at sætte lyd på, hvis man skulle producere et program om lukningen. Hvis ikke lige det var, at montagegruppen selv endegyldigt slukkede for lyden ved årsskiftet i DR, fordi statsradiofonien skulle spare.

Montage er en prisvinder
Men nu får radiomontagen uventet hjælp fra Kunstrådets Litteraturudvalg, der fremover åbner kisten med støtteguld til den fortabte genre, som ellers i årtier har vundet adskillige priser til Danmark.

Senest i fjor, hvor radiomontagen ’Bomben i Bagdad’ vandt en Prix Italia – radioens VM.

Hvert år fordeler Litteraturudvalget et par millioner eller mere til litterære projekter, som de mener har den fornødne kvalitet.

På linje med oplæsning og poetry slam
Og det inkluderer nu også den mundtlige litteratur, som Litteraturudvalgtes formand, Finn Hauberg Mortensen, mener, montagen tilhører på lige fod med lyrikoplæsning og poetry slam.

»Radiomontagen er en del af litteraturen, en æterbåren kunstform. Vi vil gerne have, at montagen fortsætter produktivt. Vi kan støtte konkrete projekter, som vil videreføre genren«, siger Finn Hauberg Mortensen.

I Kunststyrelsens Center for Litteratur fortæller chefen, Marianne Kruckow, at pengene kommer fra udvalgets generelle midler, som oftest fordobles i løbet af året, fordi ikke-spenderede penge fra andre litteraturpuljer føres over i den generelle pulje.

Penge må ikke gå til udstyr
Tilskuddet går til udviklingen af manuskript eller i montagens tilfælde en drejebog, men Marianne Kruckow kan ikke på forhånd udelukke, at mere kan opnå støtte.

»Projektet skal beskrives med budget. Det beror på en konkret vurdering, om de vil kunne få penge til at rejse til udlandet eksempelvis. Men normalt kan de ikke købe ind til produktionsudstyr«, fortæller hun.

Radiomontagen stiller ellers store krav til produktion og er ofte en dyr affære. Selve optagelserne løber over lang tid, men postproduktionsfasen varer endnu længere, fortæller professor i medievidenskab på Roskilde Universitetscenter Ib Poulsen, som har skrevet en bog om radiomontage.

DR bør give sendetid
Typisk tager en montage minimum et par måneder at producere. Derfor mener Ib Poulsen, at montagen er afhængig af at have en institution som DR i ryggen.

»Man må virkelig appellere til DR, at de stiller sendetid til rådighed, ellers giver det ingen mening«, siger Ib Poulsen.

Han håber, at Litteraturudvalgets nye initiativ kan holde liv i radiomontagen, der siden 1950’erne har været en stærk del af dansk radio i både ind- og udland. Og hvis ikke DR snarest kommer på andre tanker og igen åbner for licenskassen, frygter Ib Poulsen, at radiomontagen om få år vil udånde for sidste gang.

»Det tager kun en dag at nedlægge radiomontagen, men år at bygge op«, advarer professoren.

Urealistisk med montage på P1
Ude i Ørestad hos DR glæder redaktør for DR Perspektiv/Dokumentar Thomas Ravn Pedersen sig over, at Litteraturudvalget kommer radiomontagen til undsætning, som han kalder det.

Siden årsskiftet er al nyproduktion ophørt, og det har ifølge Thomas Ravn Pedersen medført stor bedrøvelse.

»På denne måde vil Kunstrådet kunne holde liv i et kritisk minimum inden for den store talentmasse, Danmark råder over, når det gælder radiomontager«, skriver han i en mail.

Han håber, DR vil skæve over mod Kunstrådets Litteraturudvalg og på sigt, når økonomien er bedre, genindføre radiomontagen.

Men det skal han nok ikke regne med. Chefredaktør for P1 Anders Kinch-Jensen mener ikke, at det er realistisk, at radiomontagen kommer tilbage i æteren. Heller ikke hvis underskuddet fra koncertsalen en dag skulle vendes til et plus.

»Som P1 ser ud i dag, er den journalistiske reportage og dokumentar mere væsentlig end den traditionelle kunstneriske montage. Derfor vil det være reportage og dokumentar – frem for montage – vi vil udbygge, hvis vi får lejlighed til det i de kommende år«, fortæller han.

P1 vil afspejle samfundet
Siden 1. januar har radiokanalen satset på den mere traditionelle radioreportage, fordi P1 gerne vil afspejle samfundet. Og det gør montagen ifølge Anders Kinch-Jensen ikke i samme grad, fordi den har et mere kunstnerisk præg.

»Vi arbejder med kortere formater, der er mere lyttervenlige og bedre forståelige. Vi efterspørger ikke længere den kunstneriske montage. Eksterne forespørgsler må tilpasse sig vores formater«, siger chefredaktøren for P1.

Original udgave af artikel i anledning af den sidste radiomontage: Mit liv Som radio!

BOKS:

Ultralyd og genren radiomontage eksisterer ikke i DR fra 2008.

Ultralyds sidste program i DR, er en udsendelse i to dele om radiomanden og montøren Peter Kristiansen, der insisterede på at byde døden trods, ved at optage sit eget sygdomsforløb helt frem til det allersidste.

I udsendelserne medvirker blandt andet kollegerne Martin Jacobsen og Torben Paaske, hans enke Kirsten Maegaard og Peters moster og kusine fra Skanderborg.
”Mit liv som radio” er klippet og monteret af Sabine Hviid.

Programmerne sendes den 23de december og 30 december kl. 16.30, P1.

MIT LIV SOM RADIO

AF: Anders Kjærulff Christensen, radioreporter og montagemager
”Jeg tror radiokunstnere tilhører en sjælden art. Det virker som om de er angrebet af en uhelbredelig sygdom, der gør dem besatte af at forme virkeligheden og hoste den ud i klumper. ”

Fra Peter Kristiansens takketale ved modtagelsen af Kryger-prisen, 2004.
Jeg har arvet Peter Kristiansens cykel.
Den er fin, let og blå og man sidder helt ret op og ned på den, værdigt og elegant.

Jeg fik den af hans enke, Kirsten Maegaard, der huskede hvordan Peter var at cykle ture med.

”Han var anarkist. Helt ind i sjælen. Også når han cyklede. Når han skulle holde for rødt, stod han op i pedalerne og forsøgte at holde balancen, mens han ålede sig ud i trafikken. Rødt lys var et stort irritationsmoment. Det var det samme når han kørte bil. Et mareridt! Hvis der var flere spor på vejen, lagde han sig altid i mellem dem. Man vidste jo aldrig, hvad for et af dem, der var mest passende”, husker Kirsten.

Første gang jeg mødte radiomontage-mesteren Peter Kristiansen, sad han omgivet af båndoptagere og bånd og så godt slidt og træt ud.
Det var i 1991, Peters radio-montage om Anders Bodelsen skulle sendes om tre timer og han sad stadig og pillede og klippede til produktionslederens store irritation.

Jeg havde lige lavet min første radiomontage og var blevet taget med på besøg i Peters verden i Julius Thomsensgade.
Butikken, blev studiet kaldt og her sad han, dengang fortrinsvis for sig selv, dag og nat, få meter fra Radiohuset. Udenfor var hans bil parkeret.
Det var en gul, noget affældig Bedford kassevogn, der støjede infernalsk, når den skulle starte.
I den havde Peter en seng og en masse båndoptagere og bånd og mikrofoner. Man vidste jo aldrig, hvad der kunne ske, når man var væk hjemmefra. Hvis nu der var en lyd, der skulle optages, eller et menneske man skulle snakke med?

Bilen kom i øvrigt senere til at spille en noget mærkværdig hovedrolle i det, der skulle blive Peters helt eget univers, programmet LYDPOTTEN på P1, oprindelig lavet som et nødvendigt udbrud fra DRs Montagegruppe sammen med kollegaen Torben Paaske.
En optagelse af Bedfordens hostende lydpotte og svære, fortvivlede forsøg på at gå i gang blev angiveligt den signatur, samtlige udsendelser på en eller anden finurlig måde startede med. Det var ihvertfald historien. I virkeligheden var der tale om en optagelse af en helt anden bil. Men Peter kunne godt lide versionen om Bedforden, så det var den, vi andre hørte.

For ligeså slidt han så ud den dag jeg så ham første gange, ligeså agil, drillesyg og legende kunne han være, når han fik sovet ud.
I 1989 vandt han den største radiopris man kan få, Prix Italia, for montagen ”Eliten fra minefeltet”, et stykke legendarisk, grænseoverskridende radio om en flok bohemer i indre København, heriblandt en meget veloplagt Jurij Moskvitin. Udsendelsens egentlige hovedperson, Pianisten Klaus Heerfordt, var død for mange år siden, men genopstår helt lyslevende gennem vennernes beretninger og optagelser af hans musik.

Nu er Peter Kristiansen også død. Han døde den 28. maj 2007 af uhelbredelig, galoperende kræft.

Den sidste kamp mod det røde lys, blev ligeså balancerende som måden han cyklede på.

Gennem et halvt år insisterede han på at være iført hovedtelefoner, båndoptager og mikrofon når han skulle tale med læger og sygeplejesker.

Det hele skulle dokumenteres og resultatet er nu endt som dele af to nye radiomontage-portrætter, klippet af Sabine Hviid.

For et par uger siden samledes en række kolleger i DR-byen, for at lytte til resultatet, og her kunne vi blandt andet høre Peter modtage meddelelsen om sin egen sygdoms alvor.

”Kan du ikke tage de hovedtelefoner af og lægge den mikrofon væk?”, siger overlægen i en bydende tone.

”Nej”, siger Peter Kristiansen, næsten uhørligt.

”Det er vigtigt for dig, det her. Det handler om dig”, siger lægen og fortsætter med at bede Peter om at lægge mikrofonen væk.

Men Peter Kristiansen ville ikke lægge mikrofonen væk.

Han holdt den mellem sig og døden som et skjold, som et rum han kunne være i, et rum der var mere lytternes, end hans.

Som radiomontage-mand vidste han godt, at når han havde hovedtelefoner på, var han ikke kun sig selv.
Han var et medium som virkeligheden flød igennem, og ved at gøre sig selv til en del af denne flod, blev sejladsen til dødsriget nemmere at bære.
Han vidste, han ikke rejste alene.

”…det er blevet moderne at tale om samfundets sammenhængskraft, et begreb som selv statsministeren holder frem, som noget der ikke må mistes.

Det er altså selve samfundets centralnervesystem, der er på spil i disse år.

Derfor er de snurrige vidnesbyrd som blandt andet montagen og dramaet ofte laver så vigtige som ur-kit, for at skærpe sammenhængskraften og forståelsen af de enkelte lemmers særheder i samfundet.

Selvom virkeligheden ofte skildres komplekst og set via et troldspejl”

Peter Kristiansens Kryger-takketale, 2004.

Selv om han kun blev 65 år, satte han sig spor overalt i Danmarks Radio, hvor han arbejdede siden 1967.

Hans kolossale indsats med at skildre folkestrejken i 1944 i interviews, blev i 2004 til et gigantisk webprojekt med billeder.

Samme år fik han den fine Krygerpris, opkaldt efter en af radio-reportagens fædre, Kristian Kryger.

Med prisen fulgte et problem. Han skulle holde en takketale. Og Peter brød sig bestemt ikke om at tale i store, fine forsamlinger.
Løsningen lå lige for. Han skrev sin tale, indtalte den og klippede det hele til. Så mødte han op til prisuddelingen med en cd i hånden, en cd med et indhold, som priskomiteen med radiodirektør Leif Lønsmann i spidsen, nok ikke lige havde regnet med.
For Peter Kristiansen var ligeså besværlig som medarbejder som han var på cykel.

”Selv føler jeg mig ofte som en passioneret perlefisker på en pølsefabrik. Nu om stunder er devisen næsten, at perlerne nok glider ned med pølserne og det er måske ikke så ringe endda, da perler nu engang ikke er så lette at fordøje og fordi en og anden måske kunne fristes til at trække dem på en snor.

Men af en eller anden grund, bliver omkostningerne hele tiden skåret ned, og produktionen konstant sat op. Næsten som var det en pølsefabrik i det virkelige liv, hvor man bare flytter produktionen hvis folk ikke løber hurtigere eller går ned i løn.

Hos os har vi kun et at gøre: At putte mere mel i pølserne og lave større afstande mellem perlerne. Men hvorfor det skal være sådan i en nation, der både flyder med mælk og honning, det har jeg aldrig fattet.”, sagde Peter Kristiansen blandt andet, mens radiodirektør og chefredaktion så ned i gulvet.

3 år senere, midt i sit eget livs værste kamp, kampen mod kræften, overgik virkeligheden de værste anelser om DRs ledelse, han nogensinde havde haft, da radiodirektør Leif Lønsmann iskoldt lukkede hele den 50-årige genre RADIOMONTAGE og dermed programmerne DokumentarZonen og Ultralyd.

Dagen efter Peter Kristiansens begravelse, fyrede DR stor set alle resterende medarbejdere i genren.
”Det er et fag der handler om passion, stædighed, nygerrighed, musikalitet og charme, en kombination, der ikke flyder på et hvert gadehjørne.

Det er et svært fag. Først handler det om at indfange virkeligheden og siden om at bøje og vride den sammen, så den kan være i radioens snævre tidsrum og blive ved at forme og finpudse den uden at den knækker.

Derfor kan en montør ofte virke hjemsøgt af alverdens plager, fordi virkeligheden er så bøvlet og uforudsigelig”, fra Peter Kristiansens Krygerpris Takketale, 2004.

Det er ganske ironisk, at Peter Kristiansens Kryger-tale er noget af det eneste, hvor man kan høre hans egen stemme. Han klippede sig altid ud af sine interviews, var selv langt væk fra mikrofonen. Men Peter var montør og fik andre til at tale for sig. Han optog virkelighed, klippede i den, konstruerede, forkortede og satte sammen, så substansen flød ud af højtalerne. Hvordan han egentlig bar sig ad, er vi mange der har forsøgt at finde ud af.

Han omgav sig med unge producenter, der sad omkring ham og hans maskiner og så ham gøre noget, der indimellem lignede og lød som magi.
Magien opstod, når mange forskellige reporteres optagelser af mange forskellige mennesker flød sammen med Peter som kunstnerisk mediator, der fik alting til at tale sammen på måder, der virkede nærmest overnaturlige.

”En stemme kan godt være en historie i sig selv”, sagde han tit og fortsatte med at beskrive, hvordan det gik ud på at samle ”gnister af koncentreret liv”.
Men han hverken kunne eller ville forklare hvad det var han gjorde helt konkret. Men hvis man ligesom jeg tilbragte nogen altid intense måneder i træk sammen med manden i studiet i Julius Thomsensgade, kunne man lære en ting eller to bare ved at observere.

Det er vi mange, der har gjort. 100vis af radioproducenter har været forbi denne kringlede og kloge mand gennem tiderne og man fik altid noget med hjem, ikke altid det man kom efter, men et eller andet.
Et lille stykke Peter Kristiansen.

”Jeg ville så gerne have forstået dig. Men du sagde aldrig noget om dig selv. Så på en måde kan man sige, at vi har hver vores Peter”, sagde hans enke ved begravelsen.

Peter var ikke meget for at tale om sig selv. Han ville hellere lytte.

Og selvom han var det, kaldte han sig aldrig kunstner, det lød for højrøvet, syntes han.
I sine produktioner søgte han altid det universelle.
Peters programmer roterede livet igennem om de samme, store emmer, liv og død, universets skabelse og kærlighedens mysterier.

Og så kunne han lide mennesker. Han var ubændigt, næsten uanstændigt nysgerrig. Tilfældige møder udviklede sig til lange samtaler, der blev optaget på bånd og brugt i radioen senere.

Hans kusine husker stadig, da han kom to timer for sent til en konfirmation i familien, han havde mødt en mand, han var nød til at tale med først.

Sin elskede moster i Skanderborg besøgte han sidst midt i sit sygdomsforløb og hun lagde mærke til, at han sådan gik lidt stille rundt for sig selv i huset og kiggede på tingene.

”Det var som om han gik og sagde farvel til det hele. Og det gjorde han jo også”, husker hun.
”Hvis bare man holder mikrofonen hen de rigtige steder, så skriver den selv de mest fantastiske historier fra den virkelige verden, og får folks ord til at flyde som om det var blæk på papir.

Tænk på båndet og grammofonen og nu harddisken, disse forunderlige opfindelser, der tilsvarende fotografiet kan fastholde stemmens klang i over 100 år.

Du kan få din mor til at stå i køkkenet og skrælle kartofler i årevis, hvis bare du husker at optage hende i tide.” Fra Peter Kristiansens Kryger-takketale, 2004.

At optage sin egen forestående død, sit forfald, må siges at være ganske grænseoverskridende for de fleste. Men for Peter var døden ikke noget at være bange for, den var en plage, fordi den standsede ham i arbejdet og det der bekymrende ham mest, var om han kunne nå at systematisere og ordne alle sine bånd.

Og så var det i øvrigt bare endnu en del af det store mysterium, man kunne rette sin mikrofon imod.

Faktisk havde han tidligere optaget sin egen fars død på bånd. Hans sidste suk.

Jeg ved ikke om de nogensinde ramte æteren. Jeg tror det ikke.
Men et møde med en sygeplejerske, der gennem længere tid havde observeret de døende, kom i hvertfald ud som radio i montagen ”Line og Lufthavet”

”Når det sidste suk er taget, optræder der en særlig stilhed, en venten i rummet”, sagde hun.

Peter selv var ikke meget for at vente. Sidste gang jeg så ham, en uge før han døde, var han stadig fuld af energi. Jeg så på ham, og tænkte at hans ben så stærke ud, og så skulle han nok klare den.
Vi havde lange samtaler om radioens fremtid, nu hvor DR havde smidt montagen på møddingen, og han var proppet med planer og gå på mod.

Og så syntes han i øvrigt vi skulle en tur op på øverste etage af Herlev Sygehus. Den hemmelige, øverste etage. Iført badekåbe og tøfler travende han op af brandtrappen, foran os alle sammen, og vi fortsatte opefter, til vi til sidst rendte ind i en byggeplads, der var lukket af med hængelås. Da kunne vi ikke komme højere op, og det ærgrede ham og han tog i låsen og forsøgte senere at besnakke personalet til at lukke den op.

Desværre havde de ikke nøglen.

”Nu får vi jo snart et splinternyt krystalslot, hvorfra vi kan sende endnu flere funklende billeder ud i verden. Forhåbentlig ved ledelsen, at fantasiens æterbårne slotte og riger er langt mere elskede af folk.

I dem kan vi nemlig alle sammen bo og føle os hjemme. ”

Peter Kristiansens Kryger-takketale, 2004.

Peter Kristiansen tilgav aldrig DRs ledelse, at Ultralyd skulle flytte til Ørestaden. Sammen med resten af redaktionen lykkedes det ham at invitere generaldirektør Kenneth Plummer på en absurd visit til Julius Thomsensgade overfor koncertsalen, hvor der blev budt på snacks og kaffe og rødvin og mærkelige klip fra Ultralyds historier, alt sammen med et formål at overbevise generalen om det rimelige i, at Ultralyd skulle beholde et særligt sted udenfor glashuset, et sted hvor folk bare kunne falde ind, uden adgangskort og faste aftaler, et sted, hvor folk kunne klippe døgnet rundt og bade sig i lyd og optagelse.

Plummer lod sig ikke overtale. Fire måneder senere måtte Peter i gang med at putte bånd i flyttekasser, og dermed evakuere det rum, han havde siddet i siden 80erne. Et rum, der dannede rammen om et radio-imperie, der fik det endegyldige dødsstød næsten samtidig med ham selv.
I dag er hans gamle studie for øvrigt blevet til et wellness-center…

Ultralyds sære indretning med gamle og tit brugte sovesofaer, nyttige når man miksede om natten og skulle have en lille en på øjet, og en vildtvoksende blanding af analogt og digitalt udstyr, harddiske og bånd i store bunker, kom aldrig rigtig til at passe ind i det transparente glaskontorhus i Ørestaden.

Måske vidste Peter allerede, hvor det bar hen med ham selv. I hvert fald var han i gang med en serie, ”Livet for begyndere”, da kræften for alvor fik tag i ham. Han nåede at befinde sig godt seks måneder i ørestaden, før han måtte gå på sygeorlov, men han tog som sagt båndoptageren med sig hjem.

En overlæge, ekspert i den kræftform Peter havde, tillod sig at sige, at hans viden var alt for specialiseret til at det kunne interessere andre, end en ganske lille kreds.

”Men det må da kunne oversættes?”, bliver Peter ved, og det blev det så, alligevel.

”Mit liv som radio”, som montagerne om ham hedder, er ikke nogen rar historie. Vi følger en mand, hvis mikrofon inviterer os derind, hvor vi ikke har lyst til at gå.
Men det er også en historie om et menneske, som søgte svar, på egne og lytternes vegne, som så verden gennem et forfinet og mangefarvet spejlkabinet af et temperament og som aldrig gav op, selv ikke, da han var få timer fra døden skulle båndoptageren slukkes, den skulle køre, der skulle optages, udsendelsen var ikke slut.

I nogen af de sidste optagelser med ham, er han meget svag af sygdom, et fejlslagent forsøg på ny kemoterapi havde gennembrudt blod-hjernebarrieren og han var kraftigt medicineret. Næsten uforståeligt forsøgte han at forklare sine egne teorier om livet. Om big bang. Der minder om sædcellens møde med ægget. Og til sidst konkluderer han bare, ”det handler om livet. Hvad er det for noget? Det er jo DET der altid har interesseret mig”

Nogen gange kører jeg ned til havnen, nær ved hvor jeg bor, på Peters blå cykel. Sidst han besøgte mig her, talte han om lyden af vinden, der ringlede fra toppen af masterne på lystbådene.

”Du har da optaget den lyd? Det skal du da!”, sagde han forarget, da jeg fortalte, at jeg tit gik tur der.

Det har jeg ikke gjort endnu. Men det skal snart være.