Archive for januar, 2008

Montagen er uforståelig og lang?

januar 30, 2008

Radiomontagen får kunstigt åndedræt

fra politiken, 30.1.2008

Kunstrådets Litteraturudvalg vil støtte genren radiomontagen, som DR lukkede ved årets udgang.

Det tager tid at lave en radiomontage, og helt billigt er det heller ikke, så nu vil Litteraturrådet spytte i kassen. Arkivfoto: Martin Zakora

Hvordan lyder et radioprogram, når det lukker ned?

Det spørgsmål ville radiomontage forsøge at sætte lyd på, hvis man skulle producere et program om lukningen. Hvis ikke lige det var, at montagegruppen selv endegyldigt slukkede for lyden ved årsskiftet i DR, fordi statsradiofonien skulle spare.

Montage er en prisvinder
Men nu får radiomontagen uventet hjælp fra Kunstrådets Litteraturudvalg, der fremover åbner kisten med støtteguld til den fortabte genre, som ellers i årtier har vundet adskillige priser til Danmark.

Senest i fjor, hvor radiomontagen ’Bomben i Bagdad’ vandt en Prix Italia – radioens VM.

Hvert år fordeler Litteraturudvalget et par millioner eller mere til litterære projekter, som de mener har den fornødne kvalitet.

På linje med oplæsning og poetry slam
Og det inkluderer nu også den mundtlige litteratur, som Litteraturudvalgtes formand, Finn Hauberg Mortensen, mener, montagen tilhører på lige fod med lyrikoplæsning og poetry slam.

»Radiomontagen er en del af litteraturen, en æterbåren kunstform. Vi vil gerne have, at montagen fortsætter produktivt. Vi kan støtte konkrete projekter, som vil videreføre genren«, siger Finn Hauberg Mortensen.

I Kunststyrelsens Center for Litteratur fortæller chefen, Marianne Kruckow, at pengene kommer fra udvalgets generelle midler, som oftest fordobles i løbet af året, fordi ikke-spenderede penge fra andre litteraturpuljer føres over i den generelle pulje.

Penge må ikke gå til udstyr
Tilskuddet går til udviklingen af manuskript eller i montagens tilfælde en drejebog, men Marianne Kruckow kan ikke på forhånd udelukke, at mere kan opnå støtte.

»Projektet skal beskrives med budget. Det beror på en konkret vurdering, om de vil kunne få penge til at rejse til udlandet eksempelvis. Men normalt kan de ikke købe ind til produktionsudstyr«, fortæller hun.

Radiomontagen stiller ellers store krav til produktion og er ofte en dyr affære. Selve optagelserne løber over lang tid, men postproduktionsfasen varer endnu længere, fortæller professor i medievidenskab på Roskilde Universitetscenter Ib Poulsen, som har skrevet en bog om radiomontage.

DR bør give sendetid
Typisk tager en montage minimum et par måneder at producere. Derfor mener Ib Poulsen, at montagen er afhængig af at have en institution som DR i ryggen.

»Man må virkelig appellere til DR, at de stiller sendetid til rådighed, ellers giver det ingen mening«, siger Ib Poulsen.

Han håber, at Litteraturudvalgets nye initiativ kan holde liv i radiomontagen, der siden 1950’erne har været en stærk del af dansk radio i både ind- og udland. Og hvis ikke DR snarest kommer på andre tanker og igen åbner for licenskassen, frygter Ib Poulsen, at radiomontagen om få år vil udånde for sidste gang.

»Det tager kun en dag at nedlægge radiomontagen, men år at bygge op«, advarer professoren.

Urealistisk med montage på P1
Ude i Ørestad hos DR glæder redaktør for DR Perspektiv/Dokumentar Thomas Ravn Pedersen sig over, at Litteraturudvalget kommer radiomontagen til undsætning, som han kalder det.

Siden årsskiftet er al nyproduktion ophørt, og det har ifølge Thomas Ravn Pedersen medført stor bedrøvelse.

»På denne måde vil Kunstrådet kunne holde liv i et kritisk minimum inden for den store talentmasse, Danmark råder over, når det gælder radiomontager«, skriver han i en mail.

Han håber, DR vil skæve over mod Kunstrådets Litteraturudvalg og på sigt, når økonomien er bedre, genindføre radiomontagen.

Men det skal han nok ikke regne med. Chefredaktør for P1 Anders Kinch-Jensen mener ikke, at det er realistisk, at radiomontagen kommer tilbage i æteren. Heller ikke hvis underskuddet fra koncertsalen en dag skulle vendes til et plus.

»Som P1 ser ud i dag, er den journalistiske reportage og dokumentar mere væsentlig end den traditionelle kunstneriske montage. Derfor vil det være reportage og dokumentar – frem for montage – vi vil udbygge, hvis vi får lejlighed til det i de kommende år«, fortæller han.

P1 vil afspejle samfundet
Siden 1. januar har radiokanalen satset på den mere traditionelle radioreportage, fordi P1 gerne vil afspejle samfundet. Og det gør montagen ifølge Anders Kinch-Jensen ikke i samme grad, fordi den har et mere kunstnerisk præg.

»Vi arbejder med kortere formater, der er mere lyttervenlige og bedre forståelige. Vi efterspørger ikke længere den kunstneriske montage. Eksterne forespørgsler må tilpasse sig vores formater«, siger chefredaktøren for P1.