Posts Tagged ‘montage’

Farvel genre!

august 10, 2011

så er det vist endegyldigt slut. Third Ear lukker og slukker….trist!
http://mediawatch.dk/artikel/third-ear-lukker-ned?ipauth_no_cache=3bb92ea72a2840ba0f832407767f20f0
Rektor på RUC, Ib Poulsen, som har skrevet doktorafhandling om radiomontagen, er skuffet over nedlunkningen.

”Jeg synes, det er meget trist, at Third Ear bliver nødt til at lukke ned. De har netop som nærmest de eneste forsøgt at videreføre montageradioen,” siger han og frygter, at genren er ved at være død.’
Hvil i fred. Og genopstå snarest….igen.

Ups…De samme folk?? De blev ellers fyret….

september 29, 2009

Fra DR.dk:
Det, vi er sat i verden til
06. okt. 2008 13.32

Radiodokumentar, trosstof, sport og nye tv-kanaler var nogle af emnerne, da DR mødtes med lytter- og seerorganisationerne.

DR mødtes den 24. september med lytter- og seernes organisationer for at drøfte udviklingen af DR og DRs programmer. Generaldirektør Kenneth Plummer indledte med at gøre status på udviklingen af DR.

“Mange var bekymret sidste år – ville DR rejse sig igen? Første halvår i 2008 har vist dedikerede medarbejdere, og jeg er imponeret over DRs resultater. Så nu fokuserer vi på det, vi i virkeligheden er sat i verden til,” sagde Kenneth Plummer.

Han underbyggede sin tilfredshed med, at danskerne i gennemsnit bruger tre timer hver dag i selskab med DR på nettet, radio og tv, og at DR har de højeste kvalitetsvurderinger og bliver vurderet som den mest troværdige nyhedsformidler. Og generaldirektøren kunne fortælle, at Koncerthuset nu er i brug, og at DR varmer op til den store åbningskoncert den 17. januar 2009.

“Vi har mange ambitioner og ideer langt ud over vores nuværende økonomiske rammer. Vi kommer med nogle nye initiativer de næste år, men vi har færre midler, og vi er stålsatte på at genoprette økonomien fuldstændig inden udgangen af 2010,” sagde Kenneth Plummer.

Et emne, som også optager DR er programetikken. Generaldirektøren fortalte, at direktøren for DR Programproduktion Mette Bock har sat sig i spidsen for et arbejde med at revidere DRs programetik, så DR altid kan leve op til danskernes krav til os som public service-virksomhed.

Nye og billigere radiodokumentarer
Finn Andersen fra KLF Kirke & Medier spurgte til nedskæringerne inden for DRs radiodokumentarer.

“Selvom vi har måttet spare, så bliver der fortsat sendt meget dokumentar på DRs radiokanaler. Vi har ændret formaterne for radiodokumentar, så vi laver billigere radio i dag, men det er samme historier og de samme folk,” svarede Kenneth Plummer.

Formanden for Sammenslutningen af Lytter- og Seerorganisationer samt KLF Kirke & Medier Lars Peter Melchiorsen spurgte, om DR ikke kan genoptage radiomontagen.

“Montagen er dyr at producere, så derfor er den ikke på vej tilbage i sin tidligere form. Men vi bruger montageelementerne, blot på en anden måde end tidligere,” sagde Kenneth Plummer.

DYR? Under 5 millioner om året for både Montagen og Ultralyd? Samme pris som ET afsnit af X-factor? Dyrt? Og nej, det er IKKE de samme folk – der er siger og skriver EEN fast tilbage – resten blev fyret…de nye er håbefulde studerende.

gravens rand

november 29, 2007

DR: Vi sender direkte fra gravens rand…
Onsdag 28. november 2007
Af Thorkild Ellerbæk

UGENS KLUMME: Der er en lind strøm af meddelelser fra DR om lukning af programmer, indskrænkninger og ændringer og vi har næppe set det sidste endnu. DR er stærkt på vej til at lægge radio-delen i graven og lukke ned for en dansk kulturinstitution, som igennem mange, mange år har haft en fast plads i danskernes hverdag. Hvor jeg tidligere har ment, at TV 2 Radio har spildt alle chancer i æteren, er jeg ved at være overbevist om at DR kan overgå den nye station i ”radio-drab”.


Alene i den sidste uges tid har vi fået at vide at DR lukker totalt ned for børnenes DAB-radiokanal, at P2 bliver ren musikradio og vi har jo slet ikke set resultaterne af nedskæringerne på P1 endnu.

“Men det dér med at være ‘en gang om ugen-agtige’, det er der slet ikke lyttere nok til blandt de mellemstore børn”, siger lederen af DRs B&U Birgitte Fredsby som argument for at lukke børnenes og de mellemstore børns kanal (selvom man slet ikke måler lyttertal på DAB..!…)

Kulturchef fra DR Torben Smidt Hansen siger om stranguleringen af P2, at der skal skabes en kanal med “ro, renlighed og regelmæssighed.” P2 skal fremover tilbyde lytterne en “mere indbydende og homogen oplevelse døgnet rundt”.

Altså helt ærligt: DR-chefernes argumentation er i stigende grad ved at minde om Låsby-Svendsens salgstaler, når han vil sælge dig et ægte tæppe til 200 kroner på Løgten marked. Ikke for at genere den gode handelsmand, men HAN ved i det mindste, at han taler imod bedre vidende.

P1-besparelserne begynder snart for alvor at blive hørlige. Det er jo slut med de rigtig gode radio-dokumentarer og montagerne. Vi får mere direkte, værtsbårne udsendelser, som jo er af ret så forskellig kvalitet.

Jeg ved, at der stadig skal produceres features og lignende og jeg håber her på gravens rand, at den tilbageværende lyst og vilje til at være med kan fortsætte, men
tilliden til DR som radiostation begynder efterhånden at ligge nogenlunde samme sted som tilliden til at TV 2 Radio kan overleve.

Og netop derfor sender DR direkte fra gravens rand.

Spiralen er for nedadgående. Ved konstante forringelser af programudbuddet vil DR miste lyttere. Kernelyttere, som TV 2 Radio ville købe for millioner, hvis de kunne. DR skal ikke udfordre lytterstabiliteten. Godt nok er DR førende og holder ved endnu, men alting har en en ydre grænse og når vi skriver 2008 vil lytterne for alvor kunne høre den forringede kvalitet.

Jeg omgås jo til daglig en hel del unge, som har haft et håb eller en forventning om at kunne være med til at producere radio. Kommende journalister har i mange år haft radiomediet som en del af deres overvejelser om deres professionelle fremtid. Nogle har haft ”radio” som en velovervejet del af uddannelsesplanlægningen, mens en mindre gruppe har været helt tændt på netop radio som det eneste interessante medie, hvis de så sig selv om fem eller ti år.

Men DRs signaler gennem det sidste års tid har haft en ikke ubetydelig indflydelse på journaliststuderendes studieplanlægning. ”Der er jo ikke noget radio tilbage, når vi en gang er færdige med uddannelsen….” er ikke en ukendt bemærkning. Unge journalister har faktisk haft radio-journalister som rollemodeller og nærmest idoler. Det er ikke alle unge, som satser på at blive tv-værter. Mange vil faktisk meget gerne mere end det. Og en del har i årenes løb villet mere end det i radiomediet.

Jeg kender dem jo, og jeg har igennem mange år hørt, hvordan de har udfoldet sig på forskellige programmer og flader og med egne udsendelser i det der engang var DR-radios mangfoldighed.

Så ud over at DR smider kernelyttere, gode medarbejdere og fantastiske oplevelser i graven er beton-kolossen også ved at skære et led af fødekæden over. Men jeg er desværre ret overbevist om, at DR-cheferne alle er hamrende ligeglade. Fornemmelsen for kulurarv og ansvar står vist ikke management-håndbogen (eller er det en byggemanual de bruger i deres daglige arbejde?).

Andre har undervejs anfægtet DRs public service ansvar. Lever DR-radio efterhånden op til forpligtelsen?

Skal vi alle bare stiltiende acceptere, at radiomediet (læs: DR-radio) i dette land lægges i graven af en flok kulturløse og ansvarsløse DR-chefer. I starten kunne vi alle sammen være enig om, at Kenneth Plummer var skurken, men efterhånden står det jo lysende klart, at han tilsyneladende har fået placeret rene medløbere på alle poster, som agerer med det jeg vil kalde jysk tæppehandler-logik og argumentation.

Kunne der måske være en politiker derude, som kunne tænkes at brænde for andet end at komme i tv i primetime? Kunne man forestille sig, at P1-chefredaktøren fik mælet igen og argumenterede for det han lægger navn til. Anders Kinch har påfaldende været den mest tavse radiomand i dette årti.

Jeg vil egentlig gerne have svar.

Jeg ER jo en af dem, der synes at radio er det rigtige medie, at radio er vigtigt, at radio hører hjemme som en del af dansk kultur.

Og så kommer de jo nok med det der med de nye platforme o.s.v. og at det har de ikke opdaget ovre i Århus. Men jeg skal hilse og sige, at på DJH har vi været der. Vi ER der i forskellige radio-sammenhænge. Men hverken for os, der arbejder med radio og udvikling eller for de unge kommende journalister eller ikke mindst for lytterne, er der noget der slår den æterbårne radio.

Kære Kenneth og alle dine medløbere: på jeres egne radiohjemmesider er der mulighed for at gå – ikke så langt – tilbage i tiden og høre rigtig DR-radio. Jeg ved godt, at I hellere vil se ”Vild med dans” eller tage til Roskilde Festival eller management-seminar. Men brug en af de tunge og mørke søndage, som ligger foran os til at høre radio. Jeg ved, I vil blive klogere. Mit håb er, at I vil få røde ører og blive rigtig flove.

– – –

Radionyt.com har fire faste klumme-skribenter, der skriver fast hver 4. uge:

Thorkild Ellerbæk:
– Født 1947. Lektor i radiojournalistik på Danmarks Journalisthøjskole. Ekstern lektor på Institut for Medievidenskab, Århus Universitet.
– Har bl.a. skrevet ‘Radiobogen’ – en grundbog i radiojournalistik og er chefredaktør på http://www.djh.dk/nyhederne